Så er halvdelen af vores tid på Philli gået og den er strøget afsted. Der er nu kun 6 dage til at jeg er hjemme i Dk og det er en meget underlig fornemmelse.
Vi skulle have været i Donsol på østkysten og snorkle med hvalhajer, men da vi ringede for at tjekke hvornår man kunne komme afsted, viste det sig at hvalerne var begyndt at svømme væk tidligere end forventet, så nu var der kun en enkelt efterladt en tilbage og den var også på retræten, så det var ikke sikkert at vi kunne nå at se den. Derfor besluttede vi os for at droppe det, desværre, havde ellers virkelig glædet mig.
Men istedet har vi så haft længere tid her på vestkysten, hvor vi allerede har lavet en hel masse. For mit vedkommende gik de første 3 dage med at få taget mit PADI Open Water dykker certificat. Fandt et rigtig godt 5 stjernet dykkercenter hvor man dog betalte lidt mere end de lokale steder, men man får altså hvad man betaler for og det var rigtig godt. Min instruktør var en gut ved navn Phil som var en gammel rotte i dykkerfaget. Der var ikke andre der var igang med at tage kursus da jeg tilmeldte mig, så hele min undervisning foregik one on one. Det var måske også derfor at det gik så hurtigt, for allerede på anden dagen havde jeg lavet alle min vand øvelser, alle min opgaver, set alle filmene og bestået min eksamen, med en lille irriterende fejl, den sidste ud af 50 spørgsmål. På dag 3 var vi så bare ude at dykke 2 gange og så var jeg bestået.
Han roste mig rigtig meget og sagde at jeg var et naturtalent, hvilket jo ikke er dårligt at høre. Især fordi jeg stadig husker den lille pige der ikke tur svømme i den dybe ende til svømning i skolen og derfor fik lov til at svømme på tværs af banerne nede i den lave ende. Eller hende der ikke kan lide at få hovedet under vand eller være ude hvor hun ikke kan bunde.
Det har virkelig været en succes oplevelse for mig. Det eneste som jeg havde svært ved var at fjerne masken og tage den på igen under vand, da jeg ender med at suge vand ind gennem næsen og halvt føle mig druknet, og det er bestemt ikke sjovt at gøre på 6 meters dybde hvor man ikke bare kan svømme op igen, men jeg gjorde det og klarede det. Var godt nok også stolt bagefter.
Idag var vi ude og dykke ved et sunket skib, hvor min maske var utæt og jeg fik derfor tilbudt en af instruktørernes masker, og den blev skiftet uden problemer mens vi var nede i vandet. Min instruktør var umådelig stolt over at jeg gjorde det uden problemer. Det var jeg også selv. Det er en lille ting, men for mig er det virkelig en grænseudvidende ting at gøre.
Men som sagt var Katrine og jeg ude at dykke ved et vrag idag. Cille skulle også have været med, men hun havde for mange tømmermænd. Vi har mødt 2 danske drenge hernede som vi har hængt ud med, og det var deres sidste aften så det skulle jo fejres, men puha jeg havde det heller ikke alt for godt om morgenen. Men hvor er jeg glad for at jeg tog afted. Det var simpelthen så fantastisk. Det var mit dybeste dyk, ned til 29 meter og det var mit første dyk uden våddragt. Vandet er 29 grader så det behøver man ikke, og det var også meget dejligere at dykke uden. Man kunne fornemme vandet meget bedre og det hele var bare super lækkert. Sigtbarheden var over 30 meter, lidt svært at se på billederne (tjek facebook), så man kunne se fra den ene ende af skibet til den anden. Fantastisk. Da vi kom op efter ca 30-40 min ville vi begge bare ned igen. Vi er også endt med at tage det igen imorgen sammen med Cille, da hun jo meget gerne også ville med da hun hørte hvor fantastisk det var, og vi har bestemt ikke noget imod at gøre det igen.
Og et dyk er åbenbart en fantastisk kur mod tømmermænd.
Ellers så har vi brugt tiden her på Philli på at være lidt på stranden. Eller jeg har kun haft en dag, da jeg har dykket hele tiden, så min drøm om at komme hjem lækker brun er ved at dø lidt. Stranden her hedder White beach og er en af top ti strande på Philli. Den er bestemt heller ikke værst.
Så har vi været ude med noget der hedder en fly fish. Sabina og Melissa husker nok hvordan sådan en fungere fra Rhodos af. Det er lidt ligesom at sidde på en banan der bliver trukket efter en speed båd, men her er det så 3 bananer ved siden af hinanden med plastisk imellem, så når båden får nok fart på så letter den og vender sig lodret istedet. Kat, Cille og jeg prøvede den sammen med drengene, som bad om at få det meget vildt og ja det var vildt. Den første gang jeg blev smidt af, havde jeg så meget fart på at jeg lavede 2-3 smut hen over vandet før jeg røg i. Det gjorde pænt nas. Anden gang røg jeg med hovedet først og ramte vandet så hårdt at spænderne på min redningsvest blev revet op. Så var det ikke sjovt mere. Kat fik også bidt et ordenlig hul i læben, så vi kravlede pænt op i båden og lod drengene om at få de sidste vilde ture.
Derudover har vi leget en båd for en dag, hvor vi sejlede ud til en lille ødet strand hvor de to lokale bådmænd fældede nogle palmer og lavede et bål med gril hvor vores mad blev stegt. Aldrig har jeg smagt så lækkert kylling og gris. Det smagte SÅ godt! Det var virkelig også et smukt sted hvor vi fik leget topmodel og baywatch ude i vandet. Vi sejlede også hen til noget klippe hop hvor man kunne springe ud meget højt oppe fra. Vi hoppede alle fra den lille, og Kat, Cille og jeg tog også en der var lidt højere. Dog ikke så høj som dem drengene sprang fra. De var sindsyge!
Vi nåede også at se en rigtig flot solnedgang på vej hjem, det var egentlig ikke meningen, men der var overhovedet ikke noget vind og vores båd havde ikke nogen motor, så de to stakkels lokale gutter måtte padle båden ind, og det tog altså lige næsten 3 timer længere end forventet. Vi havde virkelig medlidenhed med dem og drengene var rigtig søde til at hjælpe med at padle så de kunne få en pause engang imellem.
Ellers så nyder vi bare livet og spiser alt for meget hele tiden. Derudover så har vi fået taget utroligt mange billeder med fremmede asiatere. Der er kun et fåtal af hvide mennesker hernede, så der er ofte folk der kommer hen og vil have taget billede med os eller bare tager billeder af os når vi eller de kommer gående forbi. Det er altså lidt mystisk.
De næste par dage skal gå med lidt mere dykning, noget ø hop hvor vi prøver at finde nogle øde strande og tælle ned til at vi er tilbage i dk.
Den 2 om eftermiddagen flyver Kat, Lis og jeg til Manila, hvor vi overnatter en dag og så flyver pigerne videre om aftenen og jeg først om natten. Cille bliver lidt ekstra dage her på Philli.
Glæder mig super meget til at komme hjem til jeg alle sammen!
Krammer Bianca
fredag den 29. maj 2009
onsdag den 20. maj 2009
Hoi An - Hanoi - Halong bay
Puha der sker mange ting lige i øjeblikket.
Der er ikke meget tid til at være på nettet, men det skal man jo ikke brokke sig over.
For at samle op fra sidst, så tog vi til Hoi An efter Nha Trang. Det eneste man laver i Hoi An er at gå amok i alle de skrædder butikker der findes. Og vi fik virkelig også shoppet. Det udtryk der hedder Shop til you drop, har pludselig fået en hel ny mening for mig.
Vi har under hele turen aftalt at vi ville tage en nat på et luksus hotel, da vi virkelig har boet nogle dårlige steder, og det endte vi med at gøre mens vi var i Hoi An. Vi troede det ville være meget dyere, men da det kun kostede 20 dollars pr nat pr person for at bo på et 4 stjernet hotel med kæmpe swimmingpool og morgenmadsbuffet, endte vi med at tage 2 dage der. Det var virkelig rart!
Jeg har også fået shoppet nogle fine ting, men gik dog ikke lige så meget amok som de andre.
Efter Hoi An tog vi til Hue i en halv dag. Hue er den gamle kongeby og her var vi rundt og se det gamle palads, som desværre var ret skuffende. Vi tog også en fin bådtur rundt i den kanal der omkranser byen.
Derefter var det videre til Hanoi, hvorfra vi også skulle på bådtur i Halong Bay. Det har simpelthen været de bedste dage, da vi har mødt en masse fantastiske mennesker.
Katrine havde fødselsdag d. 18 og vi andre havde arrangeret en hel masse overraskelser til hende, så det føles lidt som om at vi har fejret hende 3 gange. Både ude på båden da klokken slog 12, og eftermiddagen da vi kom tilbage til hanoi og om aftenen da vi var i byen!
Det er også lang tid siden at vi virkelig har festet og mødt så mange andre mennesker, så det var fantastisk at give den lidt gas.
Som i kan se på de billeder jeg har lagt på face, så var vi også ude i en Snake Village en af aftenerne hvor vi fik 7 retters slange menu, og det smagte faktisk overraskende godt noget af det.
Fik også det famøse shot med slange hjerte, slange blod og risvin og det smagte ikke godt, men det slog ret hårdt!
Lige nu er vi i det nordlige vietnam, i Sapa, hvor vi er ude og trekke og se på flot natur... Er desværre blevet godt forkølet hvilket ikke passer godt med 6 timers lange vandreture.
Vi tager videre herfra og til fillippinerne d. 22, men skal rejse lang tid, så vi ankommer først d. 23. Sætter mit danske mobil nummer i når jeg kommer frem.
På filli er planen at vi skal snorkle med hvalhajer i Donsol og derefter til Boracay hvor vi skal dykke og jeg forhåbenligt kan nå at tage mit certifikat.
Desværre må man kun rejse rundt med 10 kg bagage på filli, hvilket giver os lidt af et problem efter at vi har været i Hoi an. Ender med at vi må rejse rundt med alle vores kjoler på..
Det er virkelig underligt at tænke på at der er 2 uger til at jeg er tilbage i dk. Men glæder mig rigtig meget!
krammer Bianca
Der er ikke meget tid til at være på nettet, men det skal man jo ikke brokke sig over.
For at samle op fra sidst, så tog vi til Hoi An efter Nha Trang. Det eneste man laver i Hoi An er at gå amok i alle de skrædder butikker der findes. Og vi fik virkelig også shoppet. Det udtryk der hedder Shop til you drop, har pludselig fået en hel ny mening for mig.
Vi har under hele turen aftalt at vi ville tage en nat på et luksus hotel, da vi virkelig har boet nogle dårlige steder, og det endte vi med at gøre mens vi var i Hoi An. Vi troede det ville være meget dyere, men da det kun kostede 20 dollars pr nat pr person for at bo på et 4 stjernet hotel med kæmpe swimmingpool og morgenmadsbuffet, endte vi med at tage 2 dage der. Det var virkelig rart!
Jeg har også fået shoppet nogle fine ting, men gik dog ikke lige så meget amok som de andre.
Efter Hoi An tog vi til Hue i en halv dag. Hue er den gamle kongeby og her var vi rundt og se det gamle palads, som desværre var ret skuffende. Vi tog også en fin bådtur rundt i den kanal der omkranser byen.
Derefter var det videre til Hanoi, hvorfra vi også skulle på bådtur i Halong Bay. Det har simpelthen været de bedste dage, da vi har mødt en masse fantastiske mennesker.
Katrine havde fødselsdag d. 18 og vi andre havde arrangeret en hel masse overraskelser til hende, så det føles lidt som om at vi har fejret hende 3 gange. Både ude på båden da klokken slog 12, og eftermiddagen da vi kom tilbage til hanoi og om aftenen da vi var i byen!
Det er også lang tid siden at vi virkelig har festet og mødt så mange andre mennesker, så det var fantastisk at give den lidt gas.
Som i kan se på de billeder jeg har lagt på face, så var vi også ude i en Snake Village en af aftenerne hvor vi fik 7 retters slange menu, og det smagte faktisk overraskende godt noget af det.
Fik også det famøse shot med slange hjerte, slange blod og risvin og det smagte ikke godt, men det slog ret hårdt!
Lige nu er vi i det nordlige vietnam, i Sapa, hvor vi er ude og trekke og se på flot natur... Er desværre blevet godt forkølet hvilket ikke passer godt med 6 timers lange vandreture.
Vi tager videre herfra og til fillippinerne d. 22, men skal rejse lang tid, så vi ankommer først d. 23. Sætter mit danske mobil nummer i når jeg kommer frem.
På filli er planen at vi skal snorkle med hvalhajer i Donsol og derefter til Boracay hvor vi skal dykke og jeg forhåbenligt kan nå at tage mit certifikat.
Desværre må man kun rejse rundt med 10 kg bagage på filli, hvilket giver os lidt af et problem efter at vi har været i Hoi an. Ender med at vi må rejse rundt med alle vores kjoler på..
Det er virkelig underligt at tænke på at der er 2 uger til at jeg er tilbage i dk. Men glæder mig rigtig meget!
krammer Bianca
søndag den 10. maj 2009
Vietnam II - Easyriders
Hej alle derhjemme.
Så er det tid til et indlæg om vores motorcykeltur. Der er simpelthen så mange billeder jeg gerne vi vise jer og jeg kan kun ligge 5 op af gangen, så istedet bliver de lagt op på facebook. Der kan jeg ligge 60 op ad gangen og det går en del hurtigere på den måde.
Som tidligere nævnt, brugte vi 3 dage på at køre fra Dalat til Nha Trang med Easyriders, som er lokale motorcykel ejere, der arbejder som guides ud fra deres kværn. Vi fik hver vores guide, min hed Mr. Tan, og så var det op med backpacker tasken bag på cyklen og så afsted.
Den første dag kørte vi fra Dalat til Daklak, som er den største by i central highlands. Der kommer bare overhovedet ikke nogen turister der, så det var heldigt at vi havde vores guider med, for det var umuligt at kommunikere med folk. Derudover kiggede de også ret meget når vi kom gående.
Generelt kiggede folk bare ret meget når vi kom kørende og vinkede og sagde hello. En af chaufførerne forklarede også, at vi er for dem, hvad Angelina Jolie er for os. Og ja det lyder jo ikke helt ringe.
Vi stoppede hele tiden på turen og var ude at se sindsygt mange ting. Vi så bla. templer, jordbær plantage, flot udsigt fra højt bjerg som var hårdt at gå op af, blomster plantage, kaffe plantage, silkefarm med silkeorme i massevis, vandfald, endnu et tempel, en stor lyseblå buddha, lille bitte landsby, en dæmning, et lille lokalt hus med silkelarver, market med frugt og grønt og levende fisk, endnu en lille landsby, rismarker, risproduktion og Lak søen.
Dag 2 kørte vi fra Daklat til Buon Ma Thuot. Vi overnattede på et lidt finere hotel end vi var vant til, og ej hvor sov jeg da også godt. Vi fik denne set mange veje med ris spredt ud til tørring, en lille landsby, murstens fabrik, gammel kirke, svampefarm, en stor python slange, mange sommerfugle, en sø, lidt jungle, vandfalds søer, store vandfald, gammel bro, sukkerfabrik og til slut kom vi igennem en større by med mange lastbiler, så man holdt lige lidt ekstra godt fast når der blev suset mellem bilerne.
Dag 3 kørte vi fra Buon Ma Truot til Nha Trang. Der skulle vi tidligt op og ud og spise lokalt morgenmad, som består af nuddelsuppe. Men folk kiggede meget underligt da vi kom ind, så istedet blev vi pænt sat ud i haven, hvor vi så ikke forstyrrede alle de andre lokale.
Igen var det et tight program men vi fik set et war memorial, gummitræer, cashew træer, lokal hjemmeproduktion af rispapir, kaffeplantage, møbelmager, område med skader efter agent orange, natur i bjergene og kyststækningen ud til havet.
Det var simpelthen nogle fantastiske dage. Man følte virkelig at man fik set det virkelig Vietnam! Det var dyrt, men det var bestemt alle pengene værd.
Bare det at sidde bagpå en mortorcykel og suse gennem vietnam, var virkelig ubeskriveligt. Fantastisk fornemmelse!
Kan være man skal gå i bedstefars fodspor og anskaffe sig sådan en satan!
De sidste par dage har vi brugt på at nyde stranden her i Nha Trang. Og spise en masse lækker frisk seafood. Som er uforskammet billigt i forhold til hjemme i dk. Idag fik vi grillet hummer nede på stranden for under 30 kr. Og mums det var godt. Er også begyndt at synes lidt om de der rejer, som jeg ellers ikke plejer at være meget for, men hernede smager de altså ikke af hav, men rigtig godt af reje..
Vi tager afsted til Hai Ann i aften. Det er endnu en strand by, men det den er kendt for er alle de skræddere der er der. Vi har aftalt at vi max er der 3 dage, for ellers går det bare alt for galt. Hvilket det sikkert alligevel ender med at gøre...
Håber i alle har det godt derhjemme!
Kæmpe krammer fra Bianca
Så er det tid til et indlæg om vores motorcykeltur. Der er simpelthen så mange billeder jeg gerne vi vise jer og jeg kan kun ligge 5 op af gangen, så istedet bliver de lagt op på facebook. Der kan jeg ligge 60 op ad gangen og det går en del hurtigere på den måde.
Som tidligere nævnt, brugte vi 3 dage på at køre fra Dalat til Nha Trang med Easyriders, som er lokale motorcykel ejere, der arbejder som guides ud fra deres kværn. Vi fik hver vores guide, min hed Mr. Tan, og så var det op med backpacker tasken bag på cyklen og så afsted.
Den første dag kørte vi fra Dalat til Daklak, som er den største by i central highlands. Der kommer bare overhovedet ikke nogen turister der, så det var heldigt at vi havde vores guider med, for det var umuligt at kommunikere med folk. Derudover kiggede de også ret meget når vi kom gående.
Generelt kiggede folk bare ret meget når vi kom kørende og vinkede og sagde hello. En af chaufførerne forklarede også, at vi er for dem, hvad Angelina Jolie er for os. Og ja det lyder jo ikke helt ringe.
Vi stoppede hele tiden på turen og var ude at se sindsygt mange ting. Vi så bla. templer, jordbær plantage, flot udsigt fra højt bjerg som var hårdt at gå op af, blomster plantage, kaffe plantage, silkefarm med silkeorme i massevis, vandfald, endnu et tempel, en stor lyseblå buddha, lille bitte landsby, en dæmning, et lille lokalt hus med silkelarver, market med frugt og grønt og levende fisk, endnu en lille landsby, rismarker, risproduktion og Lak søen.
Dag 2 kørte vi fra Daklat til Buon Ma Thuot. Vi overnattede på et lidt finere hotel end vi var vant til, og ej hvor sov jeg da også godt. Vi fik denne set mange veje med ris spredt ud til tørring, en lille landsby, murstens fabrik, gammel kirke, svampefarm, en stor python slange, mange sommerfugle, en sø, lidt jungle, vandfalds søer, store vandfald, gammel bro, sukkerfabrik og til slut kom vi igennem en større by med mange lastbiler, så man holdt lige lidt ekstra godt fast når der blev suset mellem bilerne.
Dag 3 kørte vi fra Buon Ma Truot til Nha Trang. Der skulle vi tidligt op og ud og spise lokalt morgenmad, som består af nuddelsuppe. Men folk kiggede meget underligt da vi kom ind, så istedet blev vi pænt sat ud i haven, hvor vi så ikke forstyrrede alle de andre lokale.
Igen var det et tight program men vi fik set et war memorial, gummitræer, cashew træer, lokal hjemmeproduktion af rispapir, kaffeplantage, møbelmager, område med skader efter agent orange, natur i bjergene og kyststækningen ud til havet.
Det var simpelthen nogle fantastiske dage. Man følte virkelig at man fik set det virkelig Vietnam! Det var dyrt, men det var bestemt alle pengene værd.
Bare det at sidde bagpå en mortorcykel og suse gennem vietnam, var virkelig ubeskriveligt. Fantastisk fornemmelse!
Kan være man skal gå i bedstefars fodspor og anskaffe sig sådan en satan!
De sidste par dage har vi brugt på at nyde stranden her i Nha Trang. Og spise en masse lækker frisk seafood. Som er uforskammet billigt i forhold til hjemme i dk. Idag fik vi grillet hummer nede på stranden for under 30 kr. Og mums det var godt. Er også begyndt at synes lidt om de der rejer, som jeg ellers ikke plejer at være meget for, men hernede smager de altså ikke af hav, men rigtig godt af reje..
Vi tager afsted til Hai Ann i aften. Det er endnu en strand by, men det den er kendt for er alle de skræddere der er der. Vi har aftalt at vi max er der 3 dage, for ellers går det bare alt for galt. Hvilket det sikkert alligevel ender med at gøre...
Håber i alle har det godt derhjemme!
Kæmpe krammer fra Bianca
torsdag den 7. maj 2009
Vietnam I
Xin Chao til alle derhjemme.
Vi har nu været i Vietnam i snart en uges tid, og det er vist tid til en opdatering på de sidste dage i Cambodia og de første dage her i Vietnam. Der er simpelthen sket så meget, men det er vel bare at starte der hvor jeg sluttede sidst.
Mandag d. 27, efter delfinerne, lejede vi cykler og cyklede ud til en lille ø. Man skulle med meget små både for at komme derhen og alle fire cykler skulle også med i den lille båd.
Det var virkelig flot derude. Skøn natur med store åbne marker der strækker sig så langt øjede rækkede.
Vi cyklede rundt på næsten hele den lille ø, og følte os virkelig som stjerner. Tror ikke der kom mange turister derud, for folk kom løbende ud til vejen for at sige Hello til os, og tror lidt at rygtet spredtes på øen at vi hjulede rundt, for efterhånden stod folk bare ude på vejen og ventede på at vi kom forbi. Ret underligt, men også meget sjovt.
Prøvede også at hilse på en af de lokale, men hun var bestemt ikke meget for at sige hej til mig!
Efter Kratie tog vi tilbage til Phnom Penh igen tirsdag d. 28. Om onsdagen havde vi arrangeret at vi skulle ud og lave frivilligt arbejde på en losseplads der lå lidt udenfor byen. Vi mødtes på en cafe hvorfra det frivillige arbejde blev arrangeret. Vi var ret mange, en 12 stykker, der skulle afsted den dag. Der blev samlet penge ind, man kunne donere hvad man ville, vi gav hver 25$, og de penge blev så brugt til at købe mad for. De brugte kun 160$ pr gang, men resten blev gemt til andre dage hvor der ikke var så mange frivillige eller til at betale for medicinske ydelser.
Vi så nogle skræmmende billeder af børn med brækkede ben osv, hvor det frivillige arbejde havde betalt for operationer så børnene kunne få rettet deres ben og mulighed for at kunne komme til at gå.
Vi tog alle ud samlet ud og købte frugt og brød på en af de lokale markeder. Vi troede at vi skulle købe ris, men de fleste har ikke mulighed for at tilberede det, og hvis man køber noget der kan sælges videre, bliver det solgt og så får børnene ikke noget mad.
Allerede inden lastbilen kørte ind på lossepladsen ramte lugten en. Lige så snart børnene så bilen komme kørende kom de løbende fra alle sider af. Der blev skubbet og mast for at komme først i køen. Der var en kø både for drenge og en for piger, da pigerne er meget laverestående og ellers ikke får noget.
Vores job som frivillige var at hjælpe med at dele mad og saftevand ud. Da jeg har førstehjælps kursus, blev jeg sat på førstehjælps posten. De andre frivillige skulle så sørge for at pille dem med skader ud af køen og bringe dem hen til os og give dem ad imens, da de nægter at forlade køen før de har fået mad, også selvom det er for at få behandling for deres skader.
Der var utrolig mange inficerede sår og brændskader, da de render rundt på bare fødder på glas, nåle og brændende affald. Heldigvis var der ikke nogen alt for alvorlige tilfælde, selvom de små børn der grad og syntes at jeg var dum ved dem, var ret hårde.
Der var også sindsygt mange fluer over det hele. De vrimlede rundt om sårene og alt det betændelse vi vaskede af.
De fik alle nogle ekstra plastre med hjem for at dække for skidt og fluer, og det var utrolig at se hvor taknemmelige de blev over to sølle plastre.
Det hele gik simpelthen så hurtigt, og lige pludselig var alt maden givet ud. Pigerne fortalte at de decideret havde stået og hældt saftevand ned i munden på nogle børn, da de havde hænderne fulde af mad, og ikke ville give slip for at få noget at drikke.
Der lever i alt 1400 mennesker derude hvor 1/3 del er børn, og man kan kun fodre ca 450 mennesker pr gang. Det var forfærdeligt at se hvor skuffede dem der ikke fik noget var.
Folkene derude lever af at samle metal og kobber tråde sammen og så sælge dem for småører, og de buldozer der kører rundt derude tager ikke hensyn til menneskerne. En måned inden vi kom var en 16 pige, der boede derude død, da hun var blevet ramt af en af de store maskiner.
Derudover bliver der også dumpet giftig affald derude, så man skulle passe på hvor man gik henne.
Det var en fantastisk oplevelse at være derude, og det sætter virkelig tingene i perspektiv. Danmark virker efterhånden meget lille i mine øjne. Både med hensyn til kultur, natur og de små problemer vi eller blæser så vildt op.
Man lærer at sætte pris på nogle af de luksus ting vi har i Dk som elektricitet, toiletter med skyl, fri skolegang, et tag over hovedet, mulighed for at leve uden frygt for imorgen. Tænk lige over det næste gang du tænder for lyset, åbner dit køleskab eller drikker vand fra hanen.
Om torsdagen var vi ude og se en lille skole for børn på et børnehjem. Vi fik også mulighed for at lege lidt galjeleg med dem. Børnene var rigtig herlige og det var sjovt at prøve at lære dem lidt engelsk.
Vi donerede også nogle penge der, da det udelukkende kørte på donationer og frivillig undervisning. Vi blev også inviteret med på middag på børnehjemmet og blev vist rundt og så hvordan de boede der.
Fredag tog vi fra Cambodia til Saigon (eller Ho Chi Min City) i Vietnam. Det regnede hele dagen, så vi brugte eftermiddagen på et museum over Vietnam krigen. Der var mange forfærdelige billeder der blev taget under krigen.
Om lørdagen var vi ude og ser Cu Chi tunnelerne, hvor befolkningen i Cu Chi byen levede under jorden under krigen. Det var et sindsygt system der virkede effektivt i kampen mod amerikanerne.
Det var virkelig fedt at se, men da det var helligdag var der sindsygt mange mennesker over det hele og vores guide var væk hver gang vi vendte os om, så det endte med at blive noget utrolig stresset noget. Desværre.
Man kunne også betale for at skyde med nogle af de våben amerikanerne brugte under krigen, men den sprang vi over.
Søndag tog vi videre til Mui Ne, hvor vi kørte rundt i en jeep og så en masse fantastiske ting.
Vi kom forbi en fishing village, hvor de sejlede rundt i små flettede både. Det mindede mig virkelig meget om den bog jeg er igang med at læse om hvordan de første mennesker levede, da de også sejler rundt i flettede både.
¨
Vi så noget kaldet Red Canyon. Ved ikke rigtig hvordan den er opstået men flot var det. Og sjovt. Vi prøver at være mere kreative med hvad vi laver på vores billeder, da vi har alt for mange hvor vi bare står og smiler.
Vi så White Sandunes, hvor man kunne sand surfe på nogle plastisk bræt. Og det gik pænt stærkt!
Man fik rigtig meget sand alle vegne efter at have tumlet rundt der.
Vejret var ved at blive lidt dårligt, men det gav en ret pæn baggrund til flere sjove hoppe billeder.
På vej tilbage fandt jeg lige en lille gut jeg da lige skulle sige hej til. Han var dog mere interesseret i at forsøge at kvæle mig i min egen halskæde, og så gad jeg da ikke lege med ham mere.
I mandags tog vi til Dalat, hvorfra vi tirsdag til idag har været afsted med Easyriders gennem central higlands her til Nha Trang. Vi har bare cruiset rundt på motorcykler og set, smagt og oplevet så meget af "det rigtige Vietnam". Det har været de fedeste dage, men der er simpelthen så meget at fortælle, at det komme i næste indlæg, for nu har jeg allerede brugt over 2 timer på det her...
Men i skal da ikke snydes for et billede med mig og den fine motorcykel jeg blev kørt rundt på, af min guide mr Tan.
Det er underligt at der er under en måned til at jeg er hjemme igen, men glæder mig meget til at se jer alle sammen!
Masser af krammer fra Franka (ja det bliver Bianca åbenbart til?)
Vi har nu været i Vietnam i snart en uges tid, og det er vist tid til en opdatering på de sidste dage i Cambodia og de første dage her i Vietnam. Der er simpelthen sket så meget, men det er vel bare at starte der hvor jeg sluttede sidst.
Mandag d. 27, efter delfinerne, lejede vi cykler og cyklede ud til en lille ø. Man skulle med meget små både for at komme derhen og alle fire cykler skulle også med i den lille båd.
Det var virkelig flot derude. Skøn natur med store åbne marker der strækker sig så langt øjede rækkede.
Vi cyklede rundt på næsten hele den lille ø, og følte os virkelig som stjerner. Tror ikke der kom mange turister derud, for folk kom løbende ud til vejen for at sige Hello til os, og tror lidt at rygtet spredtes på øen at vi hjulede rundt, for efterhånden stod folk bare ude på vejen og ventede på at vi kom forbi. Ret underligt, men også meget sjovt.
Prøvede også at hilse på en af de lokale, men hun var bestemt ikke meget for at sige hej til mig!
Efter Kratie tog vi tilbage til Phnom Penh igen tirsdag d. 28. Om onsdagen havde vi arrangeret at vi skulle ud og lave frivilligt arbejde på en losseplads der lå lidt udenfor byen. Vi mødtes på en cafe hvorfra det frivillige arbejde blev arrangeret. Vi var ret mange, en 12 stykker, der skulle afsted den dag. Der blev samlet penge ind, man kunne donere hvad man ville, vi gav hver 25$, og de penge blev så brugt til at købe mad for. De brugte kun 160$ pr gang, men resten blev gemt til andre dage hvor der ikke var så mange frivillige eller til at betale for medicinske ydelser.
Vi så nogle skræmmende billeder af børn med brækkede ben osv, hvor det frivillige arbejde havde betalt for operationer så børnene kunne få rettet deres ben og mulighed for at kunne komme til at gå.
Vi tog alle ud samlet ud og købte frugt og brød på en af de lokale markeder. Vi troede at vi skulle købe ris, men de fleste har ikke mulighed for at tilberede det, og hvis man køber noget der kan sælges videre, bliver det solgt og så får børnene ikke noget mad.
Allerede inden lastbilen kørte ind på lossepladsen ramte lugten en. Lige så snart børnene så bilen komme kørende kom de løbende fra alle sider af. Der blev skubbet og mast for at komme først i køen. Der var en kø både for drenge og en for piger, da pigerne er meget laverestående og ellers ikke får noget.
Vores job som frivillige var at hjælpe med at dele mad og saftevand ud. Da jeg har førstehjælps kursus, blev jeg sat på førstehjælps posten. De andre frivillige skulle så sørge for at pille dem med skader ud af køen og bringe dem hen til os og give dem ad imens, da de nægter at forlade køen før de har fået mad, også selvom det er for at få behandling for deres skader.
Der var utrolig mange inficerede sår og brændskader, da de render rundt på bare fødder på glas, nåle og brændende affald. Heldigvis var der ikke nogen alt for alvorlige tilfælde, selvom de små børn der grad og syntes at jeg var dum ved dem, var ret hårde.
Der var også sindsygt mange fluer over det hele. De vrimlede rundt om sårene og alt det betændelse vi vaskede af.
De fik alle nogle ekstra plastre med hjem for at dække for skidt og fluer, og det var utrolig at se hvor taknemmelige de blev over to sølle plastre.
Det hele gik simpelthen så hurtigt, og lige pludselig var alt maden givet ud. Pigerne fortalte at de decideret havde stået og hældt saftevand ned i munden på nogle børn, da de havde hænderne fulde af mad, og ikke ville give slip for at få noget at drikke.
Der lever i alt 1400 mennesker derude hvor 1/3 del er børn, og man kan kun fodre ca 450 mennesker pr gang. Det var forfærdeligt at se hvor skuffede dem der ikke fik noget var.
Folkene derude lever af at samle metal og kobber tråde sammen og så sælge dem for småører, og de buldozer der kører rundt derude tager ikke hensyn til menneskerne. En måned inden vi kom var en 16 pige, der boede derude død, da hun var blevet ramt af en af de store maskiner.
Derudover bliver der også dumpet giftig affald derude, så man skulle passe på hvor man gik henne.
Det var en fantastisk oplevelse at være derude, og det sætter virkelig tingene i perspektiv. Danmark virker efterhånden meget lille i mine øjne. Både med hensyn til kultur, natur og de små problemer vi eller blæser så vildt op.
Man lærer at sætte pris på nogle af de luksus ting vi har i Dk som elektricitet, toiletter med skyl, fri skolegang, et tag over hovedet, mulighed for at leve uden frygt for imorgen. Tænk lige over det næste gang du tænder for lyset, åbner dit køleskab eller drikker vand fra hanen.
Om torsdagen var vi ude og se en lille skole for børn på et børnehjem. Vi fik også mulighed for at lege lidt galjeleg med dem. Børnene var rigtig herlige og det var sjovt at prøve at lære dem lidt engelsk.
Vi donerede også nogle penge der, da det udelukkende kørte på donationer og frivillig undervisning. Vi blev også inviteret med på middag på børnehjemmet og blev vist rundt og så hvordan de boede der.
Fredag tog vi fra Cambodia til Saigon (eller Ho Chi Min City) i Vietnam. Det regnede hele dagen, så vi brugte eftermiddagen på et museum over Vietnam krigen. Der var mange forfærdelige billeder der blev taget under krigen.
Om lørdagen var vi ude og ser Cu Chi tunnelerne, hvor befolkningen i Cu Chi byen levede under jorden under krigen. Det var et sindsygt system der virkede effektivt i kampen mod amerikanerne.
Det var virkelig fedt at se, men da det var helligdag var der sindsygt mange mennesker over det hele og vores guide var væk hver gang vi vendte os om, så det endte med at blive noget utrolig stresset noget. Desværre.
Man kunne også betale for at skyde med nogle af de våben amerikanerne brugte under krigen, men den sprang vi over.
Søndag tog vi videre til Mui Ne, hvor vi kørte rundt i en jeep og så en masse fantastiske ting.
Vi kom forbi en fishing village, hvor de sejlede rundt i små flettede både. Det mindede mig virkelig meget om den bog jeg er igang med at læse om hvordan de første mennesker levede, da de også sejler rundt i flettede både.
¨
Vi så noget kaldet Red Canyon. Ved ikke rigtig hvordan den er opstået men flot var det. Og sjovt. Vi prøver at være mere kreative med hvad vi laver på vores billeder, da vi har alt for mange hvor vi bare står og smiler.
Vi så White Sandunes, hvor man kunne sand surfe på nogle plastisk bræt. Og det gik pænt stærkt!
Man fik rigtig meget sand alle vegne efter at have tumlet rundt der.
Vejret var ved at blive lidt dårligt, men det gav en ret pæn baggrund til flere sjove hoppe billeder.
På vej tilbage fandt jeg lige en lille gut jeg da lige skulle sige hej til. Han var dog mere interesseret i at forsøge at kvæle mig i min egen halskæde, og så gad jeg da ikke lege med ham mere.
I mandags tog vi til Dalat, hvorfra vi tirsdag til idag har været afsted med Easyriders gennem central higlands her til Nha Trang. Vi har bare cruiset rundt på motorcykler og set, smagt og oplevet så meget af "det rigtige Vietnam". Det har været de fedeste dage, men der er simpelthen så meget at fortælle, at det komme i næste indlæg, for nu har jeg allerede brugt over 2 timer på det her...
Men i skal da ikke snydes for et billede med mig og den fine motorcykel jeg blev kørt rundt på, af min guide mr Tan.
Det er underligt at der er under en måned til at jeg er hjemme igen, men glæder mig meget til at se jer alle sammen!
Masser af krammer fra Franka (ja det bliver Bianca åbenbart til?)
tirsdag den 28. april 2009
Cambodia II
Så er vi ankommet til Phnom Penh igen. Nettet er virkelig langsomt, men det er vist tid til en opdatering om de ting der er sket.
Det er meget anderledes at rejse rundt i Asien i forhold til hvor jeg kom fra, ikke kun på grund af kultur og prisforskellen, men her oplever man ikke sådan en masse vilde ting hele tiden som tidligere, her er det mere landet, befolkningen og kulturen man oplever.
Men der er da lige blevet plads til lidt nye oplevelser alligevel.
Vi tog en bus fra Ratanakiri kl 6.30 imorges og mens vi kørte ned af den mest bumlede vej jeg nogensinde har været på, med skræmmende mange killometer i timen, hornet i bund, svingende fra side til side for at undvige scotere, folk og kvæg på vejen, kunne jeg ikke lade være med at kigge ud på den røde cambodianske jord og den grønne natur og virkelig føle mig priviligeret over at jeg har fået lov til at opleve alt det her.
Har flere gange oplevet korte øjeblikke af dyb surrealisme, hvor min hjerne ikke helt kan begribe at det faktisk er mig, lille Bianca fra lille danmark, der oplever alle de fantastiske ting. Og endnu flere gange griber jeg mig selv i at indse at livet virkelig er herligt. Selv bare det at sidde bag på en scooter på vej hjem efter en lang dag ude i naturen, vinden i det løse hår, man er møg beskidt af sved og snavs og solen er ved at gå ned, men kan stadig lige mærkes på huden, på den der gode måde hvor man kan dufte på huden at man har fået sol. Så kan man ikke lade være med at lukke øjnene, sprede sine arme ud til siden og opleve et gyldent øjeblik af ren lykke.
Vi har været i Sihanoukville fra d. 17 til d. 21. Det var jo egentlig meningen at vi skulle videre og se Boka Hill Station som er en gammel spøgelsesby, men den morgen hvor vi var på vej afsted, fandt vi heldigvis ud af at det åbenbart har været lukket de sidste 2 år. Det havde lonely planet fra 2008 bare glemt at skrive. Så vi valgte at bruge en ekstra dag i Shianoukville.
Her er det meste af tiden gået med at nyde den dejlige strand og blive chikaneret af utroligt grove børnesælgere. De kan virkelig sige nogle grimme ting på engelsk og vi har efterhånden flere dødstrusler og forbandelser over os alle sammen. Derudover så havde de den dejligste biograf nogensinde. Det var et lille hyggeligt rum med store sofastole som man bare kunne sidde, eller nærmere ligge i, og nyde en god film. Den ene aften havde vi salen for os selv, vi så Seven Pounds med Will Smith, og tudede allesammen, og en anden aften havde vi lejet en af de private mindre rum, hvor vi så en ny komedie og spiste pizza. Kat og Cille fik en ”happy” pizza, hvilket var meget underholdende at følge med i.
D. 21 til d. 23 var vi i Phnom Penh. Om onsdagen var vi ude og se Killing Fields of Choeung Ek og Tuol Sleng (S21) tortur skolen, hvilket var virkelig hårdt og meget rørende. Det er en lang og sørgelig del af cambodiansk historie, og til dem der ikke kender til det, kommer lige en summering af de events der ledte op til Pol Pots regime og ødelæggelsen af Cambodia:
Cambodia har fra start af haft det svært, som en lus mellem 2 store lande, og 1800 tallet var det overtaget og styret af Frankrig. I 1953 bliver Cambodia frit, og landet er optimistisk for deres fremtid. I 1955 abdicerer Kong Sihanouk fra tronen, skaber et politisk parti og vinder valget. I 1963 tager Pol Pot og hans allierede (samlet kaldet Khmer Rouge) fra Phrom Penh ud til junglen, hvor de trænes af den vietnamesiske guerrilla, så de kan bekæmpe den nye demokratiske regering. Pol Pot er uddannet i Frankring og hed oprindelig Saloth Sar.
I 1964 efter at USA har støttet et kup mod de syd vietnamesiske president, bryder kong Sihanouk de diplomatiske bånd med USA og nationaliserer rishandlen fra cambodia.
I 1969 authoriserer president Nixon bombningen af Cambodia, selvom han politisk står frem som støtter af Cambodia. Det starter som carpet bombing af grænserne til vietnam, men spreder sig derefter til hele landet og fortsætter til 1973. Op til 250.000 cambodianere blev dræbt heraf.
I 1970 overtager Khmer Rounge ledelsen af cambodia under et kup mod Sihanouk ledet af kommandør Lon Nol. Dette er starten på en 5 års cicil war.
Sihanouk erklærer sig som støtter af Khmer Rouge.
I 1975 overtager Khmer Rouge Phnom Penh, evakuerede hovedstaden og sender alle ud på en lang march til landet, brænder alle penge og sætter uret tilbage til år nul. Målet var en ny revolution, hvor hele landet skulle omdannes til et hårdtarbejdende bondesamfund. En ide Pol Pot havde fået fra et stammefolk han engang havde besøgt. Alle der var udlærte på den ene eller anden måde blev henrettet med det samme, da det optimale menneske var en hårdtarbejdende bonde der ikke kunne læse. Hvis man viste det mindste smule modvilge blev man henrettet eller sendt til en af toturskolerne.
Der er et kendt citat hvor Pol Pot udtaler sig om, at det er bedre at slå uskyldige ihjel end at lade en mulig fjende leve.
I 1977 vender cambodia sin krig mod vietnam og forsøger at vinde land der. Det cambodianske folk er udsultet og syge, da Pol Pot har regnet forkert på hvor meget ris der kunne dyrkes og eksporteres, men istedet for at indrømme og ændre, tager han bare maden fra folket istedet.
I 1979 invaderer Vietnam Cambodia og efter 2 uger har de drevet Khmer Rouge ud i junglen og indsat en venlig regering.
I årerne efter forsøger Cambodia at opbygge sig selv, men helt op til 1997 sker der stadig militære kup mod hinanden indenfor regeringen. Det sidste kup i 1997 blev udført af Hun Sen, der den dag idag stadig er prime minister i Cambodia. Indtil 1977 var han en højt stående person indenfor Khmer Rouge, men da vietnam invaderede, skiftede han side.
Det er skræmmende at tænke på at det faktisk er en ex-khmer rouge støtter der nu leder Cambodia. Men vi var ude og besøge de 2 områder som havde stor betydning under Pol Pot, og jeg havde det virkelig ikke godt da vi var færdig på skolen. Det var virkelig hårdt!
Tuol Sleng er en af de skoler der blev overtaget af Pol Pot’s hær og omdannet til et fængsel og en tortur zone. Det var det største af sin slags og på det tidspunkt med højst aktivitet, blev der slået 100 mennesker ihjel om dagen.
Klasseværelserne er omdannet til torturkamre med umenneskelige små celler.
Gangene er idag fyldt med billeder af de udsultede og midhandlede ofre og diverse instrumenter der blev brugt til tortur. De lange koridorer indeholder tusindevis af udtryksløse headshots af alle de børn, unge og voksne der blev slået ihjel.
Killing fields er det område hvor de fleste af de 17.000 mennesker der blev holdt i S21 blev henrettet. Det er meget svært at forestille sig når man først ankommer, da man går rundt mellem grønne plæner og sommerfugle sværmende omkring, men når man kigger nærmere på jorden, stikker der knoglerester op hvorend man går hen. Hvis det ikke er nok, så er der rejt en stor stupa, der indeholder 8000 kranier og tøjrester, som er blevet gravet op under undersøgelser af stedet. Mange tusinde ligger stadig begravet under jorden.
D. 23 til d. 26 (om morgenen) var vi i Ratanakiri. I fredags var vi ude og se en masse natur. Vi blev kørt rundt på hver vores scooter, og da der ikke er nogen rigtige færdselsregler i cambodia går det vildt for sig.
Det er også utrolig hvor meget de kan putte på sådan en lille scooter.Dette er endda et mildt eksempel. En familie med 5 mennesker er intet problem.
Vi var ude at se en stor krater sø, som blev skabt efter en underjordisk vulkan gik i udbrud for mange tusinde år siden.
Der kunne man også leje et fint overnatningssted hvis man have lyst. Prisen melder der intet om.
Bagefter var vi ude og se nogle fine vandfald.
Vi møder ofte asiatere der gerne vil have taget billede med os pga vores lyse hud og hår, og selv nede ved en af de flotte vandfald, var det da mere interessant at få taget billede med mig end vandfaldet. Man er vel en star!
Og derefter ud og ride en times tid på 2 elefanter. Det var virkelig fedt at prøve, men av hvor får man da ondt i numsen af at sidde to personer i en meget lille og hård en personersstol.
Vi købte bananer til elefanterne og jeg fik fodret til jeg havde elefant savl ud over det hele.
Som tidligere nævnt er jorden i Cambodia rød og fordi det er så varmt er der støv over det hele i luften. Så når man sveder, og det gør man heletiden, så sætter al den røde farve sig fast alle vegne. Tror ikke jeg har været så beskidt siden jeg var lille og rullede mig i jord. Roskilde festival er intet i forhold til det her. Derfor var det også rigtig lækkert da vi kom ud til et vandfald vi kunne bade i.
Lørdag var vi igen ude med hver vores scooter og her kom vi ud og sejle på en flod i to små både.
De sejlede os rundt til forskellige små minoritets stammer, hvor vi også så en kirkegård, der desværre var overbefolket af meget aggressive myrer. Og av hvor kan de bide hårdt!
Senere var vi ude og trekke i 2 timer. Vi var rundt og se folk der havde valgt at leve alene ude i junglen, så de boede bare en familie i et lille og simpelt hus ude i ingenting. Det var meget varmt og meget hårdt at gå rundt derude, men virkelig fedt at se hvor anderledes nogen folk lever.
Sådan en hytte her kan holde i 3 år. Derefter skal man så til at bygge et nyt hjem.
Igår var vi ude og sejle på Mekong floden, hvor der lever nogle ferskvands delfiner. De var ikke lige så fantastiske som dem i NZ, men det var da meget sjovt at se.
Man kunne faktisk se ud på floden fra vores hotel værelse i Kratie. Igen en af de der, ”jeg fatter ikke helt at det er mig” oplevelser.
Håber at I alle har det fantastisk hjemme i Dk og nyder det dejlige vejr jeg hører i har! Sender ofte tanker hjem til jer alle.
Det er meget anderledes at rejse rundt i Asien i forhold til hvor jeg kom fra, ikke kun på grund af kultur og prisforskellen, men her oplever man ikke sådan en masse vilde ting hele tiden som tidligere, her er det mere landet, befolkningen og kulturen man oplever.
Men der er da lige blevet plads til lidt nye oplevelser alligevel.
Vi tog en bus fra Ratanakiri kl 6.30 imorges og mens vi kørte ned af den mest bumlede vej jeg nogensinde har været på, med skræmmende mange killometer i timen, hornet i bund, svingende fra side til side for at undvige scotere, folk og kvæg på vejen, kunne jeg ikke lade være med at kigge ud på den røde cambodianske jord og den grønne natur og virkelig føle mig priviligeret over at jeg har fået lov til at opleve alt det her.
Har flere gange oplevet korte øjeblikke af dyb surrealisme, hvor min hjerne ikke helt kan begribe at det faktisk er mig, lille Bianca fra lille danmark, der oplever alle de fantastiske ting. Og endnu flere gange griber jeg mig selv i at indse at livet virkelig er herligt. Selv bare det at sidde bag på en scooter på vej hjem efter en lang dag ude i naturen, vinden i det løse hår, man er møg beskidt af sved og snavs og solen er ved at gå ned, men kan stadig lige mærkes på huden, på den der gode måde hvor man kan dufte på huden at man har fået sol. Så kan man ikke lade være med at lukke øjnene, sprede sine arme ud til siden og opleve et gyldent øjeblik af ren lykke.
Vi har været i Sihanoukville fra d. 17 til d. 21. Det var jo egentlig meningen at vi skulle videre og se Boka Hill Station som er en gammel spøgelsesby, men den morgen hvor vi var på vej afsted, fandt vi heldigvis ud af at det åbenbart har været lukket de sidste 2 år. Det havde lonely planet fra 2008 bare glemt at skrive. Så vi valgte at bruge en ekstra dag i Shianoukville.
Her er det meste af tiden gået med at nyde den dejlige strand og blive chikaneret af utroligt grove børnesælgere. De kan virkelig sige nogle grimme ting på engelsk og vi har efterhånden flere dødstrusler og forbandelser over os alle sammen. Derudover så havde de den dejligste biograf nogensinde. Det var et lille hyggeligt rum med store sofastole som man bare kunne sidde, eller nærmere ligge i, og nyde en god film. Den ene aften havde vi salen for os selv, vi så Seven Pounds med Will Smith, og tudede allesammen, og en anden aften havde vi lejet en af de private mindre rum, hvor vi så en ny komedie og spiste pizza. Kat og Cille fik en ”happy” pizza, hvilket var meget underholdende at følge med i.
D. 21 til d. 23 var vi i Phnom Penh. Om onsdagen var vi ude og se Killing Fields of Choeung Ek og Tuol Sleng (S21) tortur skolen, hvilket var virkelig hårdt og meget rørende. Det er en lang og sørgelig del af cambodiansk historie, og til dem der ikke kender til det, kommer lige en summering af de events der ledte op til Pol Pots regime og ødelæggelsen af Cambodia:
Cambodia har fra start af haft det svært, som en lus mellem 2 store lande, og 1800 tallet var det overtaget og styret af Frankrig. I 1953 bliver Cambodia frit, og landet er optimistisk for deres fremtid. I 1955 abdicerer Kong Sihanouk fra tronen, skaber et politisk parti og vinder valget. I 1963 tager Pol Pot og hans allierede (samlet kaldet Khmer Rouge) fra Phrom Penh ud til junglen, hvor de trænes af den vietnamesiske guerrilla, så de kan bekæmpe den nye demokratiske regering. Pol Pot er uddannet i Frankring og hed oprindelig Saloth Sar.
I 1964 efter at USA har støttet et kup mod de syd vietnamesiske president, bryder kong Sihanouk de diplomatiske bånd med USA og nationaliserer rishandlen fra cambodia.
I 1969 authoriserer president Nixon bombningen af Cambodia, selvom han politisk står frem som støtter af Cambodia. Det starter som carpet bombing af grænserne til vietnam, men spreder sig derefter til hele landet og fortsætter til 1973. Op til 250.000 cambodianere blev dræbt heraf.
I 1970 overtager Khmer Rounge ledelsen af cambodia under et kup mod Sihanouk ledet af kommandør Lon Nol. Dette er starten på en 5 års cicil war.
Sihanouk erklærer sig som støtter af Khmer Rouge.
I 1975 overtager Khmer Rouge Phnom Penh, evakuerede hovedstaden og sender alle ud på en lang march til landet, brænder alle penge og sætter uret tilbage til år nul. Målet var en ny revolution, hvor hele landet skulle omdannes til et hårdtarbejdende bondesamfund. En ide Pol Pot havde fået fra et stammefolk han engang havde besøgt. Alle der var udlærte på den ene eller anden måde blev henrettet med det samme, da det optimale menneske var en hårdtarbejdende bonde der ikke kunne læse. Hvis man viste det mindste smule modvilge blev man henrettet eller sendt til en af toturskolerne.
Der er et kendt citat hvor Pol Pot udtaler sig om, at det er bedre at slå uskyldige ihjel end at lade en mulig fjende leve.
I 1977 vender cambodia sin krig mod vietnam og forsøger at vinde land der. Det cambodianske folk er udsultet og syge, da Pol Pot har regnet forkert på hvor meget ris der kunne dyrkes og eksporteres, men istedet for at indrømme og ændre, tager han bare maden fra folket istedet.
I 1979 invaderer Vietnam Cambodia og efter 2 uger har de drevet Khmer Rouge ud i junglen og indsat en venlig regering.
I årerne efter forsøger Cambodia at opbygge sig selv, men helt op til 1997 sker der stadig militære kup mod hinanden indenfor regeringen. Det sidste kup i 1997 blev udført af Hun Sen, der den dag idag stadig er prime minister i Cambodia. Indtil 1977 var han en højt stående person indenfor Khmer Rouge, men da vietnam invaderede, skiftede han side.
Det er skræmmende at tænke på at det faktisk er en ex-khmer rouge støtter der nu leder Cambodia. Men vi var ude og besøge de 2 områder som havde stor betydning under Pol Pot, og jeg havde det virkelig ikke godt da vi var færdig på skolen. Det var virkelig hårdt!
Tuol Sleng er en af de skoler der blev overtaget af Pol Pot’s hær og omdannet til et fængsel og en tortur zone. Det var det største af sin slags og på det tidspunkt med højst aktivitet, blev der slået 100 mennesker ihjel om dagen.
Klasseværelserne er omdannet til torturkamre med umenneskelige små celler.
Gangene er idag fyldt med billeder af de udsultede og midhandlede ofre og diverse instrumenter der blev brugt til tortur. De lange koridorer indeholder tusindevis af udtryksløse headshots af alle de børn, unge og voksne der blev slået ihjel.
Killing fields er det område hvor de fleste af de 17.000 mennesker der blev holdt i S21 blev henrettet. Det er meget svært at forestille sig når man først ankommer, da man går rundt mellem grønne plæner og sommerfugle sværmende omkring, men når man kigger nærmere på jorden, stikker der knoglerester op hvorend man går hen. Hvis det ikke er nok, så er der rejt en stor stupa, der indeholder 8000 kranier og tøjrester, som er blevet gravet op under undersøgelser af stedet. Mange tusinde ligger stadig begravet under jorden.
D. 23 til d. 26 (om morgenen) var vi i Ratanakiri. I fredags var vi ude og se en masse natur. Vi blev kørt rundt på hver vores scooter, og da der ikke er nogen rigtige færdselsregler i cambodia går det vildt for sig.
Det er også utrolig hvor meget de kan putte på sådan en lille scooter.Dette er endda et mildt eksempel. En familie med 5 mennesker er intet problem.
Vi var ude at se en stor krater sø, som blev skabt efter en underjordisk vulkan gik i udbrud for mange tusinde år siden.
Der kunne man også leje et fint overnatningssted hvis man have lyst. Prisen melder der intet om.
Bagefter var vi ude og se nogle fine vandfald.
Vi møder ofte asiatere der gerne vil have taget billede med os pga vores lyse hud og hår, og selv nede ved en af de flotte vandfald, var det da mere interessant at få taget billede med mig end vandfaldet. Man er vel en star!
Og derefter ud og ride en times tid på 2 elefanter. Det var virkelig fedt at prøve, men av hvor får man da ondt i numsen af at sidde to personer i en meget lille og hård en personersstol.
Vi købte bananer til elefanterne og jeg fik fodret til jeg havde elefant savl ud over det hele.
Som tidligere nævnt er jorden i Cambodia rød og fordi det er så varmt er der støv over det hele i luften. Så når man sveder, og det gør man heletiden, så sætter al den røde farve sig fast alle vegne. Tror ikke jeg har været så beskidt siden jeg var lille og rullede mig i jord. Roskilde festival er intet i forhold til det her. Derfor var det også rigtig lækkert da vi kom ud til et vandfald vi kunne bade i.
Lørdag var vi igen ude med hver vores scooter og her kom vi ud og sejle på en flod i to små både.
De sejlede os rundt til forskellige små minoritets stammer, hvor vi også så en kirkegård, der desværre var overbefolket af meget aggressive myrer. Og av hvor kan de bide hårdt!
Senere var vi ude og trekke i 2 timer. Vi var rundt og se folk der havde valgt at leve alene ude i junglen, så de boede bare en familie i et lille og simpelt hus ude i ingenting. Det var meget varmt og meget hårdt at gå rundt derude, men virkelig fedt at se hvor anderledes nogen folk lever.
Sådan en hytte her kan holde i 3 år. Derefter skal man så til at bygge et nyt hjem.
Igår var vi ude og sejle på Mekong floden, hvor der lever nogle ferskvands delfiner. De var ikke lige så fantastiske som dem i NZ, men det var da meget sjovt at se.
Man kunne faktisk se ud på floden fra vores hotel værelse i Kratie. Igen en af de der, ”jeg fatter ikke helt at det er mig” oplevelser.
Håber at I alle har det fantastisk hjemme i Dk og nyder det dejlige vejr jeg hører i har! Sender ofte tanker hjem til jer alle.
Abonner på:
Opslag (Atom)