Boracay (Phillippinerne)

Så er halvdelen af vores tid på Philli gået og den er strøget afsted. Der er nu kun 6 dage til at jeg er hjemme i Dk og det er en meget underlig fornemmelse.

Vi skulle have været i Donsol på østkysten og snorkle med hvalhajer, men da vi ringede for at tjekke hvornår man kunne komme afsted, viste det sig at hvalerne var begyndt at svømme væk tidligere end forventet, så nu var der kun en enkelt efterladt en tilbage og den var også på retræten, så det var ikke sikkert at vi kunne nå at se den. Derfor besluttede vi os for at droppe det, desværre, havde ellers virkelig glædet mig.

Men istedet har vi så haft længere tid her på vestkysten, hvor vi allerede har lavet en hel masse. For mit vedkommende gik de første 3 dage med at få taget mit PADI Open Water dykker certificat. Fandt et rigtig godt 5 stjernet dykkercenter hvor man dog betalte lidt mere end de lokale steder, men man får altså hvad man betaler for og det var rigtig godt. Min instruktør var en gut ved navn Phil som var en gammel rotte i dykkerfaget. Der var ikke andre der var igang med at tage kursus da jeg tilmeldte mig, så hele min undervisning foregik one on one. Det var måske også derfor at det gik så hurtigt, for allerede på anden dagen havde jeg lavet alle min vand øvelser, alle min opgaver, set alle filmene og bestået min eksamen, med en lille irriterende fejl, den sidste ud af 50 spørgsmål. På dag 3 var vi så bare ude at dykke 2 gange og så var jeg bestået.
Han roste mig rigtig meget og sagde at jeg var et naturtalent, hvilket jo ikke er dårligt at høre. Især fordi jeg stadig husker den lille pige der ikke tur svømme i den dybe ende til svømning i skolen og derfor fik lov til at svømme på tværs af banerne nede i den lave ende. Eller hende der ikke kan lide at få hovedet under vand eller være ude hvor hun ikke kan bunde.
Det har virkelig været en succes oplevelse for mig. Det eneste som jeg havde svært ved var at fjerne masken og tage den på igen under vand, da jeg ender med at suge vand ind gennem næsen og halvt føle mig druknet, og det er bestemt ikke sjovt at gøre på 6 meters dybde hvor man ikke bare kan svømme op igen, men jeg gjorde det og klarede det. Var godt nok også stolt bagefter.
Idag var vi ude og dykke ved et sunket skib, hvor min maske var utæt og jeg fik derfor tilbudt en af instruktørernes masker, og den blev skiftet uden problemer mens vi var nede i vandet. Min instruktør var umådelig stolt over at jeg gjorde det uden problemer. Det var jeg også selv. Det er en lille ting, men for mig er det virkelig en grænseudvidende ting at gøre.
Men som sagt var Katrine og jeg ude at dykke ved et vrag idag. Cille skulle også have været med, men hun havde for mange tømmermænd. Vi har mødt 2 danske drenge hernede som vi har hængt ud med, og det var deres sidste aften så det skulle jo fejres, men puha jeg havde det heller ikke alt for godt om morgenen. Men hvor er jeg glad for at jeg tog afted. Det var simpelthen så fantastisk. Det var mit dybeste dyk, ned til 29 meter og det var mit første dyk uden våddragt. Vandet er 29 grader så det behøver man ikke, og det var også meget dejligere at dykke uden. Man kunne fornemme vandet meget bedre og det hele var bare super lækkert. Sigtbarheden var over 30 meter, lidt svært at se på billederne (tjek facebook), så man kunne se fra den ene ende af skibet til den anden. Fantastisk. Da vi kom op efter ca 30-40 min ville vi begge bare ned igen. Vi er også endt med at tage det igen imorgen sammen med Cille, da hun jo meget gerne også ville med da hun hørte hvor fantastisk det var, og vi har bestemt ikke noget imod at gøre det igen.
Og et dyk er åbenbart en fantastisk kur mod tømmermænd.

Ellers så har vi brugt tiden her på Philli på at være lidt på stranden. Eller jeg har kun haft en dag, da jeg har dykket hele tiden, så min drøm om at komme hjem lækker brun er ved at dø lidt. Stranden her hedder White beach og er en af top ti strande på Philli. Den er bestemt heller ikke værst.

Så har vi været ude med noget der hedder en fly fish. Sabina og Melissa husker nok hvordan sådan en fungere fra Rhodos af. Det er lidt ligesom at sidde på en banan der bliver trukket efter en speed båd, men her er det så 3 bananer ved siden af hinanden med plastisk imellem, så når båden får nok fart på så letter den og vender sig lodret istedet. Kat, Cille og jeg prøvede den sammen med drengene, som bad om at få det meget vildt og ja det var vildt. Den første gang jeg blev smidt af, havde jeg så meget fart på at jeg lavede 2-3 smut hen over vandet før jeg røg i. Det gjorde pænt nas. Anden gang røg jeg med hovedet først og ramte vandet så hårdt at spænderne på min redningsvest blev revet op. Så var det ikke sjovt mere. Kat fik også bidt et ordenlig hul i læben, så vi kravlede pænt op i båden og lod drengene om at få de sidste vilde ture.

Derudover har vi leget en båd for en dag, hvor vi sejlede ud til en lille ødet strand hvor de to lokale bådmænd fældede nogle palmer og lavede et bål med gril hvor vores mad blev stegt. Aldrig har jeg smagt så lækkert kylling og gris. Det smagte SÅ godt! Det var virkelig også et smukt sted hvor vi fik leget topmodel og baywatch ude i vandet. Vi sejlede også hen til noget klippe hop hvor man kunne springe ud meget højt oppe fra. Vi hoppede alle fra den lille, og Kat, Cille og jeg tog også en der var lidt højere. Dog ikke så høj som dem drengene sprang fra. De var sindsyge!
Vi nåede også at se en rigtig flot solnedgang på vej hjem, det var egentlig ikke meningen, men der var overhovedet ikke noget vind og vores båd havde ikke nogen motor, så de to stakkels lokale gutter måtte padle båden ind, og det tog altså lige næsten 3 timer længere end forventet. Vi havde virkelig medlidenhed med dem og drengene var rigtig søde til at hjælpe med at padle så de kunne få en pause engang imellem.

Ellers så nyder vi bare livet og spiser alt for meget hele tiden. Derudover så har vi fået taget utroligt mange billeder med fremmede asiatere. Der er kun et fåtal af hvide mennesker hernede, så der er ofte folk der kommer hen og vil have taget billede med os eller bare tager billeder af os når vi eller de kommer gående forbi. Det er altså lidt mystisk.

De næste par dage skal gå med lidt mere dykning, noget ø hop hvor vi prøver at finde nogle øde strande og tælle ned til at vi er tilbage i dk.
Den 2 om eftermiddagen flyver Kat, Lis og jeg til Manila, hvor vi overnatter en dag og så flyver pigerne videre om aftenen og jeg først om natten. Cille bliver lidt ekstra dage her på Philli.

Glæder mig super meget til at komme hjem til jeg alle sammen!
Krammer Bianca