Vietnam I

Xin Chao til alle derhjemme.
Vi har nu været i Vietnam i snart en uges tid, og det er vist tid til en opdatering på de sidste dage i Cambodia og de første dage her i Vietnam. Der er simpelthen sket så meget, men det er vel bare at starte der hvor jeg sluttede sidst.

Mandag d. 27, efter delfinerne, lejede vi cykler og cyklede ud til en lille ø. Man skulle med meget små både for at komme derhen og alle fire cykler skulle også med i den lille båd.



Det var virkelig flot derude. Skøn natur med store åbne marker der strækker sig så langt øjede rækkede.






Vi cyklede rundt på næsten hele den lille ø, og følte os virkelig som stjerner. Tror ikke der kom mange turister derud, for folk kom løbende ud til vejen for at sige Hello til os, og tror lidt at rygtet spredtes på øen at vi hjulede rundt, for efterhånden stod folk bare ude på vejen og ventede på at vi kom forbi. Ret underligt, men også meget sjovt.
Prøvede også at hilse på en af de lokale, men hun var bestemt ikke meget for at sige hej til mig!



Efter Kratie tog vi tilbage til Phnom Penh igen tirsdag d. 28. Om onsdagen havde vi arrangeret at vi skulle ud og lave frivilligt arbejde på en losseplads der lå lidt udenfor byen. Vi mødtes på en cafe hvorfra det frivillige arbejde blev arrangeret. Vi var ret mange, en 12 stykker, der skulle afsted den dag. Der blev samlet penge ind, man kunne donere hvad man ville, vi gav hver 25$, og de penge blev så brugt til at købe mad for. De brugte kun 160$ pr gang, men resten blev gemt til andre dage hvor der ikke var så mange frivillige eller til at betale for medicinske ydelser.
Vi så nogle skræmmende billeder af børn med brækkede ben osv, hvor det frivillige arbejde havde betalt for operationer så børnene kunne få rettet deres ben og mulighed for at kunne komme til at gå.
Vi tog alle ud samlet ud og købte frugt og brød på en af de lokale markeder. Vi troede at vi skulle købe ris, men de fleste har ikke mulighed for at tilberede det, og hvis man køber noget der kan sælges videre, bliver det solgt og så får børnene ikke noget mad.
Allerede inden lastbilen kørte ind på lossepladsen ramte lugten en. Lige så snart børnene så bilen komme kørende kom de løbende fra alle sider af. Der blev skubbet og mast for at komme først i køen. Der var en kø både for drenge og en for piger, da pigerne er meget laverestående og ellers ikke får noget.



Vores job som frivillige var at hjælpe med at dele mad og saftevand ud. Da jeg har førstehjælps kursus, blev jeg sat på førstehjælps posten. De andre frivillige skulle så sørge for at pille dem med skader ud af køen og bringe dem hen til os og give dem ad imens, da de nægter at forlade køen før de har fået mad, også selvom det er for at få behandling for deres skader.
Der var utrolig mange inficerede sår og brændskader, da de render rundt på bare fødder på glas, nåle og brændende affald. Heldigvis var der ikke nogen alt for alvorlige tilfælde, selvom de små børn der grad og syntes at jeg var dum ved dem, var ret hårde.



Der var også sindsygt mange fluer over det hele. De vrimlede rundt om sårene og alt det betændelse vi vaskede af.



De fik alle nogle ekstra plastre med hjem for at dække for skidt og fluer, og det var utrolig at se hvor taknemmelige de blev over to sølle plastre.
Det hele gik simpelthen så hurtigt, og lige pludselig var alt maden givet ud. Pigerne fortalte at de decideret havde stået og hældt saftevand ned i munden på nogle børn, da de havde hænderne fulde af mad, og ikke ville give slip for at få noget at drikke.



Der lever i alt 1400 mennesker derude hvor 1/3 del er børn, og man kan kun fodre ca 450 mennesker pr gang. Det var forfærdeligt at se hvor skuffede dem der ikke fik noget var.
Folkene derude lever af at samle metal og kobber tråde sammen og så sælge dem for småører, og de buldozer der kører rundt derude tager ikke hensyn til menneskerne. En måned inden vi kom var en 16 pige, der boede derude død, da hun var blevet ramt af en af de store maskiner.
Derudover bliver der også dumpet giftig affald derude, så man skulle passe på hvor man gik henne.





Det var en fantastisk oplevelse at være derude, og det sætter virkelig tingene i perspektiv. Danmark virker efterhånden meget lille i mine øjne. Både med hensyn til kultur, natur og de små problemer vi eller blæser så vildt op.
Man lærer at sætte pris på nogle af de luksus ting vi har i Dk som elektricitet, toiletter med skyl, fri skolegang, et tag over hovedet, mulighed for at leve uden frygt for imorgen. Tænk lige over det næste gang du tænder for lyset, åbner dit køleskab eller drikker vand fra hanen.

Om torsdagen var vi ude og se en lille skole for børn på et børnehjem. Vi fik også mulighed for at lege lidt galjeleg med dem. Børnene var rigtig herlige og det var sjovt at prøve at lære dem lidt engelsk.





Vi donerede også nogle penge der, da det udelukkende kørte på donationer og frivillig undervisning. Vi blev også inviteret med på middag på børnehjemmet og blev vist rundt og så hvordan de boede der.



Fredag tog vi fra Cambodia til Saigon (eller Ho Chi Min City) i Vietnam. Det regnede hele dagen, så vi brugte eftermiddagen på et museum over Vietnam krigen. Der var mange forfærdelige billeder der blev taget under krigen.

Om lørdagen var vi ude og ser Cu Chi tunnelerne, hvor befolkningen i Cu Chi byen levede under jorden under krigen. Det var et sindsygt system der virkede effektivt i kampen mod amerikanerne.





Det var virkelig fedt at se, men da det var helligdag var der sindsygt mange mennesker over det hele og vores guide var væk hver gang vi vendte os om, så det endte med at blive noget utrolig stresset noget. Desværre.





Man kunne også betale for at skyde med nogle af de våben amerikanerne brugte under krigen, men den sprang vi over.



Søndag tog vi videre til Mui Ne, hvor vi kørte rundt i en jeep og så en masse fantastiske ting.
Vi kom forbi en fishing village, hvor de sejlede rundt i små flettede både. Det mindede mig virkelig meget om den bog jeg er igang med at læse om hvordan de første mennesker levede, da de også sejler rundt i flettede både.

¨



Vi så noget kaldet Red Canyon. Ved ikke rigtig hvordan den er opstået men flot var det. Og sjovt. Vi prøver at være mere kreative med hvad vi laver på vores billeder, da vi har alt for mange hvor vi bare står og smiler.







Vi så White Sandunes, hvor man kunne sand surfe på nogle plastisk bræt. Og det gik pænt stærkt!





Man fik rigtig meget sand alle vegne efter at have tumlet rundt der.



Vejret var ved at blive lidt dårligt, men det gav en ret pæn baggrund til flere sjove hoppe billeder.



På vej tilbage fandt jeg lige en lille gut jeg da lige skulle sige hej til. Han var dog mere interesseret i at forsøge at kvæle mig i min egen halskæde, og så gad jeg da ikke lege med ham mere.



I mandags tog vi til Dalat, hvorfra vi tirsdag til idag har været afsted med Easyriders gennem central higlands her til Nha Trang. Vi har bare cruiset rundt på motorcykler og set, smagt og oplevet så meget af "det rigtige Vietnam". Det har været de fedeste dage, men der er simpelthen så meget at fortælle, at det komme i næste indlæg, for nu har jeg allerede brugt over 2 timer på det her...
Men i skal da ikke snydes for et billede med mig og den fine motorcykel jeg blev kørt rundt på, af min guide mr Tan.




Det er underligt at der er under en måned til at jeg er hjemme igen, men glæder mig meget til at se jer alle sammen!
Masser af krammer fra Franka (ja det bliver Bianca åbenbart til?)