fredag den 26. februar 2010

Lejlighed... Ja tak!

Jamen så skete det jo.. Vi fik endelig en lejlighed, men sikken dog et cirkus det har været!



Vi har trampet hele byen og nettet tyndt for lejligheder, men det var simpelthen ikke til at finde nogen med 3 soveværelser. Vi kiggede på det som pigerne fra studiet boede i sidste år, men det lå endnu længere væk fra byen end universitetet (som ligger ca 13 km nord for Melbourne). Det kostede over 4000 pr mand pr måned, så det droppede vi hurtigt. Vil også meget hellere bo i byen.
Vi havde også sat en masse annoncer på nettet for at finde noget, og der var faktisk en dame der skrev til os omkring en 3 værelses lejlighed. Den virkede bare perfekt både lokation og prismæssigt, men da hun efter et par mails stadig ikke havde kontaktet os pr tlf, selvom vi havde bedt om det, ikke havde tilbudt os at se lejligheden, selvom vi også krævede at se den før vi sagde ja til noget, regnede vi med at det desværre nok var snyd. Og da hun så begyndte at skrive omkring at betale depositum, ja så havde vi ligesom lugtet luntet. Godt vi er sådan nogen fornuftige danskere. Det var ellers rigtig godt lavet, for hun sendte os både en kopi af hendes pas og kørekort...
Det er bare super frustrerende at folk vil snyde en på den måde!

Vi havde nemlig været ude at se på den lejlighed vi er endt med samme dag, og den skulle vi jo også skrives op til, da der ellers bare var nogen andre der fik den, men det ville vi jo ikke før vi var helt sikre på at hendes var fusk.. Tænk nu hvis denne her var røget til nogen andre, fordi vi sad og ventede på en der bare prøvede at snyde penge ud af os!

Men sådan endte det heldigvis ikke! Fredag morgen var vores sidste dag på hostellet, så vi tjekkede ud om morgenen, tog en taxa til lejligheds komplekset, og heldigvis var lejligheden der stadig. Så vi ankom med alt vores bagage og gik igang med papirarbejdet for at leje lejligheden. Puha der skulle godt nok underskrives enormt mange steder.

Lejligheden er rigtig fin. Den ligger på 16 etage, med en fantastisk udsigt over byen! Har prøvet at ligge en video op på facen af den, men da vi kun lige pt har noget meget langsomt trådløst internet, tager det 9 timer at ligge den op, og det har jeg ikke helt haft tid eller tålmodighed til endnu.
Lejligheden er i rigtig fin stand, men har desværre kun 2 soveværelser, så der sover 2 i det ene soveværelse. Jeg har fået fornøjelsen af at starte med solo værelset og så roterer vi om en halvanden måneds tid.
Selvom det er en møbleret lejlighed, så var der intet ud over de mest basale møbler. Så vi tog en tur i Ikea. Ja det har de nemlig også her, og jep man kan få billig pølse og softice!



Der fik vi købt det mest nødvendige plus lidt ekstra lir i form af lidt planter, en stempelkande, en toaster (som vi halvt kom til at smelte den første aften) osv.



Det virker bare så dumt at bruge penge på noget som vi alligevel bare skal smide ud/prøve at sælge om 5 måneder. Det er jo det samme alle der bor her skal igennem. Men det er åbenbart deres politik at alt skal smides ud når man flytter ud!

Adressen hertil er forrestren:
Unilodge
Appartment 1610
39 Lonsdale st
3000 Victoria, Melbourne
Australia

Så I sender bare alt muligt spændende herned. Så vidt jeg har forstået så må man dog ikke sende fordærvelig varer ind i landet, men det kunne være der kunne smugles lidt lakridser ind, for det er slet ikke til at opdrive. Kun det dårlige meget søde finsk agtige.. Adrr!

Men som sagt, så ligger lejligheden virkelig centralt. Det er virkelig lige i midtbyen og I’m loving it. Der går en sporvogn ud til uni 2 min væk, så det er også perfekt. Desværre tager det 40-1 time at komme derud alt efter hvor meget trafik der er... Men vil hellere bo i byen og have langt til skole end den anden vej rundt.

Vi betaler ca. 3800 kr pr måned pr person, så det er også lidt dyrt, men det er billigere og meget bedre end den lejlighed der lå langt væk, og vi endte med at indse at sådan ligger priserne altså bare her.
Jeg har fået en fantastisk anbefaling fra linda, så nu er det bare at komme ud og få søgt nogen jobs! Skal dog lige finde en printer først så jeg kan få printet den ud!

Ellers så sker der virkelig mange ting rundt omkring i byen som vi gerne vil til. Fx går Mamma Mia lige nu og Cats kommer her til marts, og dem vil vi super gerne ind og se.
Derudover er der super mange koncerter og festivaller hele tiden. Fx kommer der en festival med The Killers, Davis Guetta, Empires of the sun og mange flere som vi har overvejet. Og så spiller John Mayer d. 8 maj, en koncert jeg virkelig gerne vil til!!

Resten af ugen her er gået med enrolment, betaling af tuition fee og en masse problemer i den forbindelse, men det kommer med i næste indlæg... Klokken er nemlig halv et om natten nu, og jeg er træt efter en god tur i byen igår og en fantastisk tur på stranden idag.



Det har været den varmeste dag mens vi har været her idag. Det var næsten helt ulideligt at ligge og stege på stranden! Det har nok været en 35 grader! Skal nok forsøge at sende noget af det op til jer! ;)

xoxo
Bianca

Følgende er en lille film fra lejligheden (som kun tog 2 timer at ligge op), der viser hvad vi piger gør, når vi nu ikke har noget værktøj:

onsdag den 17. februar 2010

Bare en lille lejlighed tak...

Så er det blevet onsdag aften, og vi har nu været i Melbourne i en uge. Det er helt ubeskriveligt hvor hurtigt den uge er fløjet afsted og på den anden side, så kender jeg allerede byen så godt, at det føles som om jeg har været her meget længere.

Vi startede med at bo nede i St Kilda området ved vandet. Det er et rigtig fint lidt boheme agtigt område, men det tog os 1.5 time at komme til universitetet derfra, så i mandags rykkede vi op på et nyt hostel lidt nord for midtbyen, ikke langt fra Melbourne Universitet faktisk. Der er en rigtig flot udsigt over byen, da det ligger lidt oppe på en bakke.



Det tager dog stadig ca 45 min at komme til vores universitet (når der ikke er alt for meget trafik), men det er jo samme afsted som jeg havde til DTU hjemme i DK.
Deres offentlige transport system hernede er ikke alt for godt, men meget hyggeligt egentlig. Der er toge, busser og så er der sporvogne! Og det er oftest dem man kører med.



Vores nye hostel er YHA metro, og der deler vi et 4 personers værelse med 1 sød ældre dame, som skræmmende nok kommer senere hjem end os...
De sidste mange dage har vi brugt på at lede byen og internettet tyndt for lejligheder, og hold da op hvor er jeg ved at give op nu... Det er virkelig svært at finde en lejlighed med 3 soveværelser! Der er masser af huse man kan leje, som faktisk ikke er så dyre, men de er alle umøbleret og vi har alle glemt alle vores møbler hjemme i dk, så det kan vi jo ikke rigtig leje. Ellers har vi også været ude at se på nogle skræmmende huse som var møbleret, eller jeg vil nok nærmere kalde det faldefærdige papskure, så det har vi også droppet pænt hurtigt.
Vi har også fundet et par lejligheder med 2 soveværelser, hvor der så kan være 2 senge i det ene, men de er desværre lige så dyre som de optaget lejligheder med 3 soveværelser, og så bliver man jo lidt nærrig. For hvem af os skal så sove i ske med hvem, og skal man lave rotations runder hver måned?

Alle dagene siden i mandags er efterhånden også bare et stort rod af dårlige lejligheder, sindsygt dyre lejligheder og træthed.
Chokerende nok så vågner jeg også hver morgen omkring kl 7! Jeg har da aldrig kendt mage. Mig, som ellers altid kan sove! Har endda ligget og overvejet at løbe en tur bare fordi jeg lå og ikke kunne sove, men doven som altid, så er det ikke blevet til noget endnu. Men det kommer vel på et eller andet tidspunkt.
Der er stort træningscenter med pool og diverse andre lækkerier ude på La Trobe, så det har jeg da overvejet at melde mig til når skolen starter her d. 1 marts. Folk er så aktive hernede, så man føler sig helt skyldig over ikke at lave noget aktivt. Har til gengæld trasket byen tynd for ejendomsmæglere, og det tæller vel også!
Ellers så har La Trobe også en hel masser aktivitets klubber man kan melde sig ind i, deriblandt en surfer klub som vi stærkt overvejer at joine.

Vores lejligheds tåge blev dog afbrudt for en stund i går aftes, da vi var på bådtur rundt på havnen og floden sammen med mange af de andre internationale studerende.


Os med vores internationale introguide Matt.

Det var en udklædnings fest, det tog vi dog lidt let på, men det var faktisk rigtig hyggeligt. Og udsigten over byen som solen gik ned var helt fantastisk!






Hov forresten, har da helt glemt at fortælle jer om vores fine valentines day. Det er jo noget af det eneste vi har lavet som ikke har noget med lejlighed eller uni at gøre. Det var jo i søndags d. 14 feb, og jeg var så heldig at have fået 2 valentines dates (helle og ace, hvis nogen skulle være i tvivl). Den søndag var der festival i St Kilda, så der var masser af boder og musik scener nede ved stranden. Det var super hyggeligt og der var masser af mennesker (og hunde) over det hele.





Pludselig endte vi nede ved en beach volley bane, hvor der blev spillet kamp med masser af tilskuer. Det skulle vi da se. Vi nåede lige at se det sidste af kampen og da de nye hold blev annonceret, synes jeg det lød som om de sagde noget med danmark. Og rigtig nok, det var det Bo Søderberg og Anders Hoyer, 2 af danmarks bedste beach volley spillere der skulle spille. Så blev det hele jo lige pludselig meget mere interessant!



Vi skreg og heppede så vores lunger og hænder var ømme, og blev hjulpet af en lille gruppe på 4 danskere der sad på den anden side af banen. Eller vi fandt ud af at de var danskere, da de pludselig rejste sig op og sang Der er et yndigt land!
Jeg vil ikke sige at det afgjorde kampen, men jeg er sikker på at vores danske kampånd og fællesskab hjalp drengene med at vinde kampen..
Under en af pauserne var der en gut der gik og smed små volley bolde ud til folk der var kreative med hænderne, og da Ace og jeg fik lavet valentines hjerter, smed han en hen til mig. Og den var jeg da lige ned og få signeret af de to danske spillere. Så fik jeg også lige sagt god kamp og fik en high five med fra hver af dem. De er vist ret glade for at klappe til hinanden i volley.
Men en signeret lille volley bold fra to danskere i australien var da den fedeste valentines gave!




Men nu må jeg tilbage til lejlighedssøgningen.
Håber i alle har det godt og ikke fryser alt for meget.

Masser af kram
Bianca

ps. Det har været skyfrit og ca 30 grader igen idag... ;)
pps. Internettet er ikke super fabelagtigt, men der kommer billeder snarest!

torsdag den 11. februar 2010

G'day Mate - Welcome to Melbourne

Hej alle dejlige mennesker.
Klokken er ca 24 hernede (vi er 10 timer foran) og siden mit jetlag stadig driller lidt, så tænkte jeg, at det da var tid til min første opdatering til hjemmefronten.

Turen herned tog ca 26 timer og forløb uden nogen problemer. Kan dog ikke rigtig styre mig selv når jeg får mit eget lille fjersyn med masser af nye film, så jeg nåede både at se Gamer, 500 days of summer, Law abiding citizan, All about Steve og vist nok også en anden jeg bare ikke rigtig kan huske, men der havde jer heller ikke sovet endnu og var virkelig træt.
Vi ankom til Melbourne kl 19.30 lokal tid og fik heldigvis alle lov til at komme ind i landet. Australien har meget strenge regler omkring hvad man må bringe ind i landet, men heldigvis havde vi intet ulovligt med. Der var dog en gut der fik en bøde for at have æbler med...
Til vores afskedsfest fik vi en meget flot JA hat med lyserød pels på, og den har vi selvfølgelig medbragt. Vi har haft den på i alle lufthavnene, til flere menneskers fornøjelse!

Da vi kom ud i ankomst hallen i lufthavnen, blev vi mødt af nogle glade ”Welcome all students” mennesker, som åbenbart tydeligt kunne se at vi var kommende studerende, så vi fik hver en fik blå stof pose med velkomst materiale.
Da vi gik udenfor lufthavnen for at finde en stor taxa, da vi tilsammen havde pænt meget bagage, var det virkelig underligt lige pludselig at stå i 30 grader og meget høj luftfugtighed. Det var næsten så det var svært at trække vejret. Men vi kommer jo også hjemme fra kolde danmark og en kold skitur hvor der er ned til minus 20 grader, så det er jo en temperatur forskel på 50 grader!
Men bestemt ingen klager herfra.. Det er fantastisk dejligt med varmen! Håber ikke i har det alt for koldt derhjemme... ;) Kan som bonus info fortælle at jeg sidder i shorts, t-shirt og flipflops lige nu. Det er bestemt lige til at holde ud!

Jeg havde på flyveturen haft et lille tilfælde af midlertidigt hukommelses tab, så da vi stod i lufthavnen kunne jeg kun huske halvdelen af navnet på vores hostel og ikke adressen. Men de flinke Welcome Students mennesker lavede lige en hurtig internet søgning, og vi skulle så bo på HabitatHQ i St. Kilda området, som er en del af Melbourne city, lidt sydvest for centrum. Ligger tæt på vandet og er et rigtig hyggeligt område med meget cafe og butiksliv. Vi kunne egentlig rigtig godt tænke os at bo her, men det er bare ret langt væk fra universitetet, som ligger ca 15 km nord for Melbourne.

Den første aften her havde vi vores eget værelse, hvilket var rigtig dejligt, da vi var fuldstændig smadret. Jeg kunne desværre dog ikke rigtig sove og kl 7 om morgenen lokal tid, var vi alle lysvågne. Så vi endte med at stå op, spise morgenmad og checke ud af vores værelse, da vi de næste par dage skal bo på et 10 sengs dorm room. Et privat rum er lidt for dyrt i længden!

Efter ud-check begav vi os ned mod stranden. Der var ca 1 km direkte derned, men vi valgte at gå lidt længere væk, forbi Melbourne marina, da der var færre folk længere væk, og vi synes ikke at vi ville skræmme alt for mange med vores hvide kulør. Og hold da op hvor er jeg skræmmende hvid i forhold til de rosin damer der ellers lå dernede!!
Tror vi var på stranden i et par timer, og selvom der var lidt overskyet (dog stadig ca 30 grader) og vi havde solcreme på med factor 30, er vi alle blevet lidt røde rundt omkring. Undertegnet på venstre ankel, da jeg åbenbart ikke havde fået smurt mig der...
By the way, vandet var fantastisk!!! Indtil videre har vi dog kun spottet en lille sugemalle ligende fisk. Ingen hajer endnu... Der er åbenbart store hvide hajer i farvandede heromkring, men dem regner vi bestemt ikke med at møde!

Da vi kom hjem fra stranden ved en 16 tiden og havde tjekket ind i vores nye dorm room, var vi alle super trætte. Tror det var en god blanding af jetlag, sol, vind og vand, så vi tænkte at vi bare lige skulle ligge lidt, da man kunne få gratis pølser fra BBQ grillen kl 19 på vores hostel, men bang... Da jeg åbnede mine øjne var kokken lige pludselig blevet 21 og der var ingen pølser tilbage. Virkelig dumt, for nu kan vi da slet ikke sove i aften!

Er som forventet blevet godt forkølet af airconditionen på værelserne, men det vender man sig til. Altså airconditionen ikke forkølelsen, den må gerne forsvinde. Ace er dog røget lidt mere ned med sygdomsflaget, så hende har vi puttet godt under dynen og håber at hun har det bedre i morgen.

Dagen imorgen står på lejligheds- og SIM kort-jagt. Skal nok skrive ud lige så snart jeg får en australsk mobilnummer, så kan i bare ringe lige så tosset i vil... Glæder mig til at høre fra jer!

Masser af kram
Bianca