Og ja, det var extreme! Vi var fuldstændige færdige da vi kom hjem mandag. Havde det som om jeg havde været en uge på roskilde... Bare pakket ned på en weekend!
Men lad os da tage den fra begyndelsen.
Jeg var i skole til kl 16 om torsdagen, så da jeg kom hjem kl 17, skulle der lige hurtigt pakkes til den kommende weekend. Kunne selvfølgelig ha været fornuftig og pakke et par dage før, men fornuften er lagt lidt på hylden hernede og spontaniteten er gravet frem fra gemmerne. Glemte så også at få pakket både pude og tæppe til den 12 timer lange bustur, men det er jo den pris man må betale for at leve i nuet.. ;)
Burde dog virkelig ha vidst bedre efter alle de skiferie busture jeg efterhånden har været på, og jeg husker da også at jeg tænke at det var smart at have med, det blev dog ved tankerne.
Men vi kom afsted ned til Southern Cross station hvor vi skulle med bussen kl 20. Vi kunne dog overhovedet ikke finde hverken andre folk der så ud som de skulle på tur, eller busser i det hele taget! Men efter lidt panisk gang frem og tilbage og et opkald fra vores soon to be guide, så fandt vi vores busholdeplads.
Må sige at vi var noget skeptiske da vi først så det crew vi skulle afsted med. Det var højt befolket af meget opmærksomhedskrævende, unge, ignorante amerikanske valley girls, som vi allerede havde stiftet bekendtskab med på vores intro cruise. Og vi havde lige joket med inden, at det kunne være typisk hvis de var med.. Isn't it ironic?
Efter lidt flere undskyldende opkald fra vores guide ankom bussen næsten en time forsinket. Og den var lille! Virkelig lille! Helle og jeg endte ved siden af hinanden og ace sad bag os ved siden af en af de ameriskanske pige. Dog ikke en af de helt slemme... Bussen var også så fuld at vores guide Tim måtte sidde på gulvet oppe foran. Vores chauffør var en rigtig soldyrket aussi gut med tatoveringer der godt kunne lide at køre til. Han hed Rob-Bob. Lidt crazy men meget underholdende når man snakket med ham.
Lad mig bare nøjes med at sige at det ikke var en behagelig bustur... Chips spisende amerikanske piger, alt for meget aircon, sæder der ikke kunne ligges ordentlig ned osv.
Men vi klarede den og ankom til Sydney fredag morgen kl 9 ca. Her tjekkede vi ind på vores hostel (Westend backpackers), eller vi tjekkede ikke ind så meget som at vi alle smed vores ting ind på et værelse, da vores rum ikke var klar endnu. Man havde så lige mulighed for at skifte til andet tøj. Desværre var ace og jeg endt bagerst i køen da vores taske var blevet glemt på bussen (læs: vi havde ikke fået taget den ud), og "at skifte tøj hurtigt" betyder åbenbart på amerikansk at man skal hive glattejernet frem og til at ligge ansigtet på igen. Aldrig har jeg set makeup i så store mængder. Tror ikke vi så deres naturlige hudfarve på noget tidspunkt! Men det må de jo selvom. Vi hoppede jo bare hurtigt i vores tøj og børstede tænder, så var danskerne klar til at opleve Sydney.
Fredag startede med en tur gennem indre Sydney og videre til Hyde Park, som er en meget berømt park da den indeholder et stor krigsmonument/bygning (ANZAC memorial). Der var vi selvfølgelig lige inde og kigge. Hele loftet var beklædt med stjerner fra alle de faldne soldater. Der var en super flink aussie mate der fortalte vidt og bredt om al symbolikken i statuerne osv. Ret spændende egenligt. Er nok ved at blive voksen og moden siden jeg begynder at synes om sådan noget.
Og dog, helt voksen er man ikke alligevel!
Fra Hyde park går man videre til Royal Botanic Gardens, som er en virkelig fantsatisk park/botanisk have. De har et rigtig sjovt skilt i indgangen om at de inbyder en til at gå på græsset, dufte til blomsterne og kramme træerne. Så det skulle vi selvfølgelig også...
Ja Ace havde som sædvanligt ikke helt forstået hvad det handlede om! ;)
Det var rigtig fedt at være tilbage i botanisk have, for jeg var helt vild med det sidste gang, og nu kunne jeg spændt gå og vente, for jeg vidste jo hvad der kom lige om hjørnet når parken sluttede. Og ja det hele er også rigtig fantastisk 2. gang. Det er selvfølgelig noget andet for der er ikke den der første gangs følelse, men tilgengæld var der en helt vild "ej er jeg virkelig her for anden gang i mit liv" følelse...
Kunne ikke lade være med at tænke på hvor mange der ikke får oplevet at stå på den anden side af jorden langt langt væk hjemmefra, og så er jeg her sgu for 2 gang!! (Ja jeg ved godt at man ikke må bande, men det trængte den sætning altså til, for det var en vild fornemmelse..:!).
Vi tog dem også op på deres skilt og fjollede gennem haven.
Her er det Hilary der vifter mig lidt frisk luft.
Vi fandt, i vores irritation over de unge og belastende amerikanske piger, sjovt nok ret hurtigt sammen med 2 andre amerikanske piger. Men de var virkelig cool de to og de gad bestemt heller ikke hænge ud med the american bimboes. De hedder Hilary og Jessica (21 og 26 år) og vi har faktisk "hængt" ud med dem flere gange efter Sydney turen. De er lige vores kop the!
Som vi begav os gennem haven steg spændingen støt, for alle vidste jo hvad der kom lige om hjørnet..
Oparahuset af Jørn Utzon.
Fik lidt ekstra oparahus info af vores guide. Det forholder sig åbenbart sådan at Hr Utzon havde et lille falling out (skænderi) med den australske regering, da deres Prime Minister pludselig stoppede betaling til Utzon, da han synes projektet var for omkosteligt og desuden heller ikke rigtig støttede kunst og akitektur. Dette resulterede i at Utzon forlod australien før Opara huset var helt færdigbygget. Ironisk nok endte det med at koste 3 gange så meget at færdiggøre projektet (al interiøret manglede), da Utzon havde taget sine planer og forbindelser med sig. Han døde i 2008, 90 år gammel, uden nogensinde at have tilbagevendt til Australien og set det færdige projekt.
Efter Opara huset gik vi videre rundt til Sydney Harbor Bridge, som vi også skulle op at gå på. Det var jeg ikke sidste gang, så det var super fedt at prøve. Der var en virkelig flot udsigt over Operahuset, havnen og Sydney by.
Vi er jo ikke de eneste der drager ud i den store verden for at respæsentere Medicin&Teknologi og lille Danmark, så vi skulle da også lige sige hej til de drenge der studerer i Sydney. Her er det Simon (ace's ex) vi lige har fanget efter vi var færdige med vores bridge tur og der var fri leg indtil aftensmaden.
Jessica, Ace, Simon og Helle
Om aftenen skulle vi på det der populært kaldes et Booze-cruise, som er en tur rundt i vandene omkring Sydney på en båd med gratis alkohol og mad i form af en kæmpe mængde Dominos pizza.
Ud over vores Extreme crew var der også en stor del af den New Zealandske flåde med. Det var virkelig underholdende. Så fik jeg også opfrisket lidt af mit Maori (indfødte New Zealandske sprog).
Der blev danset og drukket i mange timer (se facebook billeder), men jeg nåede da også at fange nogle billeder af Oparahuset by night. Man kan aldrig få nok billeder af operahuset!
Hilary, JægerBombs og mig
Næste dag var det tidligt op. alt for tidligt efter min mening. Ud i bussen og så køre 2 timer ind i landet til Blue Mountains. Godt at man er lille og kan kravle sammen på sædet og sove lidt. Havde egentlig ikke de slemme tømmermænd, var bare meget træt i mangel på søvn.
Men vi ankom helskindet til Echo Point Lookout in Katoomba i hjertet af Blue Mountains, og hold da op hvor var det flot! Der var en fantastisk udsigt over denne kæmpe dal med frodig grøn skov og masser af bjerge. Grunden til at det hedder Blue Mountains er at alle eucalyptus træerne frigiver en mist (tåge) af olie som på afstand, i sollys vel at mærke, ser blå ud.
Herfra var der også udsigt over en bjerg formation kaldet de 3 søstre, som jeg synes var helt fantastisk og meget speciel. Der gik mange tanker hjem til Bina og Puller, og uden egentlig selv at have lagt mærke til det, stod jeg og aede på mine 3 hjerter...
De 3 søstre...
Den gamle aboriginal dream-time legende om hvordan bjergene blev til, handler om de tre søskende Meehni, Wimlah og Gunnedoo, som var medlemmer af Katoomba stammen, der levede i Blue Mountains dalen. De tre smukke søstre var blevet forelsker i tre brødre fra den rivaliserende Nepean stramme, men stamme lovene forbød ægteskab mellem rivaliserende stammer.
Brødrene ville ikke acceptere denne lov og kidnappede søstrene, hvilket resulterede i en stor kamp mellem stammerne. Da de tre søstre liv nu var i fare, besluttede en heksedoktor fra Katoomba stammen at forvandle de 3 søstre til sten, så de ikke kunne skades. Heksedoktoren havde tænkt sig at forvandle dem tilbage når kampene var ovre, men uheldigvis blev han dræbt. Da han var den eneste der kunne forvandle dem tilbage til deres tidligere smukke menneskelige skikkelser, forbliver de nu en "magnificent rock formation", en påmindelse til alle fremtidige generationer og de brutale kampe der udbrød mellem stammerne.
Fra vores udkiks platform, kunne man gå ned til den første søster, hvor der også var en fabelagtig udsigt.
Herefter var det tilbage til bussen og ned til en lille sleepy by, hvor vi kunne købe lidt frokost. Den stod på fish and chips til mig. Man kan aldrig få nok ting der er friture stegt... Og fisken her smager virkelig godt!
Derefter var det videre til en bush walk i de national parker der omkranser Blue Mountains. Det var en 45 min lang gåtur ned af bakke, heldigvis, eller det var ned af en helvedes masser trapper for at være mere præcis, men det var virkelig også en fantastisk gåtur. Man kom gennem masser af frodig regnskov og klippeudstik. Føltes lidt som at være med i Avatar, men det var også hjulpet godt på vej af de utrolig vellydende avatar kald vores guide gik og lavede engang i mellem...
Jeg, Jessica og 2 andre endte med at forme bagtrop. Både fordi vi gik og tog billeder hele tiden, men også fordi jeg bare gerne ville nyde regnskovens lyde og udsigten, og det var lidt svært med en flok amerikanske piger der gik og brokkede sig hele tiden. Det er virkelig ærgeligt at sådan nogle oplevelser er spildt på dem, for det virker virkelig ikke som om at de sætter pris på det!
Da vi kom ned fra den lange gåtur, rystede ens ben også helt sindsygt. De var fuldstændig syret til af at gå ned af i så lang tid. Det var egentlig ikke fordi det gjorde ondt, det var bare virkelig underligt for man kunne slet ikke styre det.
En meget kort video af Helles læg efter vores vandring.
(mit kamera løb tør for hukommelses plads)
(mit kamera løb tør for hukommelses plads)
Det er jo altid lidt svært at se fra billederne, men den var stejl. Har også optaget en video, ved ikke om man bedre kan fornemme det der.. Undskylder for mit blandede engelsk-dansk snak. Roder rundt i sprogene efterhånde fordi vi snakker så meget engelsk hele tiden. Og så sad jeg også i nærheden af Jess og Hilary i toget og de skulle jo ikke snydes for mine fantastiske kommentarspor.
(Videoen bliver lagt op når jeg er i skole imorgen og kan nasse gratis internet.
Det koster nemlig sidsygt meget af mit internet at ligge den op)
Efter togturen var der lige tid til at nyde udsigten noget mere og få en lille kop kaffe, hvis man havde lyst til det. Jeg brugte hele de 20 min pause på at nyde udsigten. Jeg var vist den eneste fra vores gruppe der gjorde det, men det er jo højst sandsynligt en Once In A Lifetime Experience, så det er jo med at nyde det mens man er der og sætte pris på den fantastiske oplevelse det er. Så det prøvede jeg virkelig at gøre...
Så var det ellers tilbage i bussen og hjem til hostellet, hvor vi havde en halvanden times tid til at gøre os klar til aftens udflugt. Her stod den på middag på en bar kaldet The Gaff, som serverede nogle fantastisk SnakeBites. En drink vi ynder at nyde hernede. Det er halvt øl halvt cider med lidt rød granadine i. Mums.
Vi blev på The Gaff hele aftenen. Den var bar ovenpå og natclub nedenunder. Virkelig et fedt sted. Der blev danset og sunget en hel masse. Der var også et ansigtsmalings sted, og hvis man fik malet et eller andet fik man en gratis øl i baren. Overvejede et overskæg, men det blev ved tankerne. Da det var vores sidste aften ude, fik den masser af gas. De danske drenge fra vores studie (Simon og Jacob) kom også forbi og festede med.
Hilary, jeg og Helle (og SnakeBites)
Vores grineren guide Tim, som jeg skælder ud for ikke at smile
ordenligt på billederne (det har far lært mig at man skal! 10-4)
Igen blev det en sen men grineren aften og næste dag var det igen tidligt op og pakke vores happengut sammen. Den dag stod den på strandtur.. YES!
Vi blev kørt ud til Sydney Harbor hvorfra vi tog en færge over til Manly Beach, som ligger nord-øst udenfor Sydney bugten. Herfra gik vi videre forbi manly til en lille mere privat strand kaldet Shelly beach, hvor vi lå og nød solen og vandet i et par timer. Det var SÅ nice. Der kan Melbourne altså godt pakke sine strande langt væk! Jeg lavede næsten heller ikke andet end at svømme rundt i vandet og lege krabbe eller haj så godt som jeg nu kunne..
Shelly beach (og irriterende amerikanske tøser i bunden,
og ja de havde hele makeup ansigtet på)
Efter Shelly var det tilbage med Manly færgen, som også er en rigtig flot tur, hvor man igen kan få nogle flotte billeder af operahuset, eller deres ældste restaurent som er et gammelt fængsel med en venteliste på over 1 år!
Fra havnen blev vi så kørt til en af de strande der ligger syd for Bondi, tror det var ved Coogee, hvor der er en 5 km lang sti der fører en forbi nogle flotte strande og ender ud på Bondi. Her fik vi set masser af surfer dudes og mad waves..
Hvis I kigger nærmere på billedet, så er alle de sorte prikker i vandet folk der ligger og surfer.
I højre side er der faktisk også en der står op og rider en bølge. Det var virkelig store bølger!
Da vi så ankom til Bondi skulle der lige tages gruppebillede på vejen af alle os extreme folk, og derefter havde man en times tid til at gøre hvad man ville, før vi skulle til at vende næsen hjemad. Der havde åbenbart været surfer konkurence den dag, så det summede med folk, surfer dudes og god stemning på Bondi, så vi fandt en plads i mængden og spiste lidt mad (sushi nam) og hørte det live band der spillede. Good times!
Fra venstre - Hilary, Ace, Jess, Helle og Lorenzo (mexicansk grineren lille gut)
Til sidst var det så desværre tid til at tage hjem. Og nej busturen var virkelig ikke noget at skrive hjem om. Airconditionen virkede ikke rigtig så jeg sad meget svedende bagest i bussen tæt op af Jess. Jeg var ved at dø, så det endte med at jeg hoppede forrest i bussen og tog den plads vores guide Tim havde haft. Han boede i Sydney, så han var ikke med på tilbage turen. Plads er måske en overdrivelse, for det var mere bare et stykke gulv ved indgangen, men der kunne jeg sagtens ligge. Og fik endda sovet lidt. Ellers så snakkede jeg med vores crazy Rob Bob chauffør og prøvede at underholde ham lidt så han holdt sig vågen.
Vi ankom tilbage i Sydney kl 6 om morgenen, sagde farvel til hinanden og tog en tram hjem og på hovedet i seng. Jeg nåede at få 2 timers søvn, så var det op og i skole. Jeg var fuldstændig død den dag, men det havde bestemt været det hele værd...
Det er ikke sidste gang jeg har været i Sydney, det er helt sikkert!
Så blev det indlæg endelig færdigt. Det har også kun taget et par timer... Imens er der selvfølgelig sket en hel masse andet spændende, men det må komme senere. Nu skal jeg have lavet nogen lektier!
Masser af kram, håber i har det godt og nyder at foråret er i luften!
Bianca
Fantastisk, altid dejligt at læse om dine oplevelser. Du er nødt til at få lavet en bog om dine rejser når du engang kommer hjem. Så du engang kan læse højt for dine børn/børnebørn ;o)Mange kærlige savner dig møs nus og kram fra Mami
SvarSletSikke en tur du har haft, man bliver helt forpustet af alle de oplevelser. Du er rigtig god til at skrive om de ting du er med til, vi nydet det SÅ MEGET, både at læse og se billeder.
SvarSletKnus og kram Famse